Michelangelo Buonarroti (1475–1564)

Michelangelo [mikel’andзelo] ( Michelagniolo Buonarroti ), ital. Billedhugger, Maler og Arkitekt, f. 6. Marts 1475 i Caprese (i Casantino), d. 18. Febr 1564 i Rom. Faa Uger efter Fødselen kom M. fra Caprese, hvor Faderen Lodovico di L. Buonarroti Simoni var Podesta, med Fam. til Firenze. Hans kunstneriske Anlæg viste sig hurtig, særlig i Sten- og Billedhuggerkunst. Men her mødte han en Modstand, der ogsaa i hans Kunstnertid ret længe holdt sig som Uvilje, fra Faderen; pukkende paa Familiens adelige Henkomst (som M. i øvrigt ogsaa senere viste sig stolt over), der endog (med tvivlsom Ret) lededes tilbage til Greverne af Canossa, strittede Faderen længe imod, skønt hans egen Livsstilling var beskeden; det var desuden under en florentinsk Borgers Værdighed at være Haandværket Allerede 1488 kom M. dog i Lære hos den især i Fresko dygtige Maler D. Chirlandajo. Skønt M. senere hen betegnede Undervisningen her som ganske unyttig (han var Billedhugger og ikke Maler!), fik han dog sikkert nok her lært adskilligt, der kom hans egen Malerkunst til gode, og Vennen og Arbejdsfællen Fr. Granacci har virket Michelangelo. ansporende paa ham. Et Aars Tid efter kom han paa Donatello-Eleven den gl. Bertoldo’s Billedhuggerskole i Casino Medici ved S. Marco og kunde her, i de medici’ske Haver og i selve Medici-Paladset, Pal. Medici (Riccardi), ret studere den bedste foreliggende Skulptur, ikke mindst Antikkerne. Selve Lorenzo dei Medici var Anledningen til denne M. kærkomne Omflytning; efter Sigende var det en af M. udført, nu forsvunden, Faun-Maske, der vakte Lorenzo’s Interesse for den unge Kunstner; han, den store Il Magnifico, behandlede ham næsten som en Søn, gav ham Plads ved sit Bord, Omgang med Tidens største Aander, dermed Indblik i humanistisk Kultur og særlig gennem Poliziano Indvielse i antik Aand og Stil. De 3 lyse Aar under Lorenzo’s Forsorg formørkedes dog af det skæbnesvangre Næseslag, hans Kammerat, Billedhuggeren Torrigiani, gav ham; tirret af M.’s drillesyge Spot over hans Arbejde gav han M. et Slag, der knuste Næsebenet; dette misdannende Mærke for Livet gav M.’s tunge Sind ny og varig Næring; bittert følte han sig fra nu af og kaldte sig »hæslig«. Allerede i denne pure Ynglingetid udførte han Værker, der, trods al Efterligning, viste hans nyskabende Evne og den gryende Genialitet: Marmorrelieffet »Madonna ved Trappen« (nu i Casa Buonarroti i Firenze) — Relieffet med den storladne kølige Maria-Skikkelse (hun ser ikke paa sit Barn), stærkt Donatello’sk, ogsaa i Gæld til Desiderio — og dét berømte »Kentaurerkamp« (Casa Buonarroti) i næsten fuldt rundet Reliefstil, et tæt Sammenslyng af nøgne Legemer, i svulmende, harmonisk ordnet Liniesving, med tydelige Forbilleder i antikke Sarkofager og i Pisano’sk Kunst, men med et Overskud af nyt og særpræget (dette gælder ogsaa, hvor han senere synes at have modtaget stærke Indtryk fra A. D. Castagno’s fremragende Kunst); endvidere en forsvunden Herkules-Statue og vistnok ogsaa Apollo-Statuetten i Marmor i Berlins Kaiser Friedrich-Mus. Efter Lorenzo’s Død 1492 trak M., der ikke havde Tillid til Efterfølgeren Piero’s Person og Regime, og som vel tilmed af Hjerte var Republikaner og Frihedsven, sig tilbage til Klostret S. Spirito, studerede Lig paa Sygehuset, drev i det hele med Iver anatomiske Studier og udførte for S. Spiritos Højalter et stort Krucifiks, der blev typedannende for florentinske Fremstillinger (af nogle identificeret med det i Koret endnu bevarede). Grebet af en sygelig-nervøs Angstfølelse, der ofte viser sig i M.’s Liv, og vel ogsaa af en vidtskuende og fintmærkende Forudfølelse forlod M. pludselig i Huj og Hast Firenze 1494 — blot faa Dage før Piero og Medici’erne virkelig fordreves fra Byen —, tog til Venedig, derfra til Bologna, virkede her et halvt Aars Tid, fik Bestilling paa Arbejder til den hellige Domenicus’ Marmorsarkofag i S. Domenico, paavirkedes stærkt af Jac. d. Quercia’s Kunst og udførte Statuer af S. Petronius med det blødt svungne, stærkt bevægede Foldekast, den plumpe Statue af S. Proculus og den herkulisk-tunge knælende Engel. Da han 1495 vendte tilbage til den ny Republik Firenze, blev han sysselsat med en Statue af den unge Døber Johannes (maaske identisk — men det omstrides Stærkt — med den slanke, contraposto-bevægede »Giovannino« i Berlins Kaiser Friedrich-Mus.), en Bacchus (som man mener at have genfundet i en smukt restaureret, næsten Praxitelisk virkende »Bacchus og Ampelos« i Uffizi, Firenze) og »Sovende Amor« (muligvis genfundet i en Fig. i Mus. i Turin). Trods Savonarola’s Optræden, der greb M. dybt og varigt, var M. endnu den helt antik-optagne Kunstner. »Den sovende Amor« blev endog solgt til Kardinal Riario i Rom som en Antik. Opdagelsen af dette Falsum, som M. ingen Lod havde i, gav Anledning til M.’s første Rejse til Rom 1496. I Rom arbejdede M. ogsaa med antikke Emner. Den pergamensk, med det løftende Knæ ikke harmonisk virkende »Døende Adonis« ( Firenzes Museo nazionale ) er ikke en sikkert afhjemlet M. Autentisk er den mesterlig gennemformede »Beruset Bacchus« (Firenzes Mus. nazionale), med det vovede, sikkert gennemførte Bevægelsesmotiv (af Uligevægt); han var her i sin Naturalisme naaet mod Grænsen for plastisk Stil; i »Eros« (Londons Victor. a. Albert Mus. ) var han ogsaa kommet ud over antik Formoverlevering. — M.’s Stræben mod det monumentale, mod Forherligelsen af det menneskelige Legemes Skønhed havde hidtil især søgt Vej i antik Emnekreds. Nu gør de kristelige Motiver sig mere gældende, og den — dybt tragiske — Spaltning mellem antik Skønhedsglæde over Menneskelegemet og Trangen til plastisk Udtryk for kristeligt Sjæleliv, der kommer til at gaa gennem M.’s hele Værk, træder efterhaanden stærkere frem. Et af hans Hovedværk »Pieta« ɔ: Maria med Kristi Lig (Roms S. Peterskirke) — Maria i fattet, ophøjet Ro med det nøgne Jesus-Legeme paa sit Skød (en storladen Komposition, ogsaa accentueret ved Klædebonnets Harmoni og samtidig en indtrængende Naturalisme i Liget m. v.) — blev til i Rom, inden han var naaet de 25 Aar. Da M. 1501 igen var i Firenze, laa der Opgaver nok til ham. Af den store Bestilling paa 15 Statuer m. m. til Piccolomini-Altret i Sienas Domkirke fik han kun udført 4—5, Pio og Gregorio 1501, de andre (særlig disse lidet betydelige) vist kun helt andenhaands, efter M.’s Tegninger (om det nuv. Alter, vist kun Triumfbue til det egl. Alter, se H. Bendix: »Statuer af M. i Siena« (»Tidsskr. i. Konstvetenskap« [1921]). Af Kontrakten 1503 paa 12 Apostelstatuer til Firenzes Domkirke kom der (andre Krav paa M. hindrede) kun ud en ufuldendt »Matthæus«, staaende i Marmorblokken (Firenzes Akademi), en Skikkelse i stærke Vridninger om sin egen Akse. 1501 fik M. Bestilling paa af en 6 m lang, i sin Tid af Ag. di Duccio forhugget Marmorblok at skabe en Gigant. Efter en lille Voksmodel huggede M. løs paa Marmoret, og 1504 stod M.’s berømte »David« der (først opstillet paa Piazza dei Signoria, 1873 overført til Akademiet), en Statue, præget af Blokkens Rumfang (som saa ofte i M.’s Kunst), en kampberedt Helt før Sejren, med det svingende magtfyldte Udtryk. Samtidig udførte M. en anden Statue af David, bestilt af den florentinske Republik, denne Gang i Bronze (et Materiale, han kun sjældent arbejdede med, han var den udprægede Marmorbilledhugger); Statuen, der kom til Frankrig, er forsvundet, nu kun kendt ved en lille Bronzemodel. Paa denne Tid var M. og den ældre Mester Lionardo da Vinci samtidig i Firenze. Personlig var M., en Enspændernatur og i Livssyn og —vaner den komplette Modsætning til Lionardo, stejl, bidsk og haanende over for denne, som senere over for Rafael o. m. a. Men han droges af den Lionardo’ske Kunsts store ny Skønhedsværdier, og han æggedes til Kappestrid. Flere af M.’s Værker fra denne Tid har faaet deres Præg heraf. Saaledes forsk. Madonna-Skikkelser. Herhen hører dog ikke Marmorgruppen »Madonna fra Brügge« (Brügges Fruekirke; i den tungsindige ophøjede Madonna — med de faa store Foldekast —, der har det skønne Jesus-Barn mellem sine Knæ, et Værk, der vel nok ogsaa hører denne Periode til), men de to Relieffer fra 1503, Rundrelieffet i Londons Royal Academy (den slanke Madonna, der leger med det for Fuglen forskrækkede Jesus-Barn), det lille »Madonna Pitti« (Firenzes Mus. nazionale ) — et af M.’s populæreste Værker, storladent, med en Rigdom af henrivende beherskede Bevægelseslinier i selve Madonna-Figuren, hvis stolte Hoved gaar op over Relieffets Rand —, et kun paabegyndt Temperamaleri, »Tronende Madonna« i Londons Nation. Gall. (der ogsaa ejer et andet ufuldendt, farvekoldt og delvis forfejlet, men magtfuldt virkende »Kristi Gravlæggelse«, vistnok fra samme Tid) samt Oliemaleriet »Madonna Doni« i Uffizi. Dette sidste saa ypperligt komponerede Rundbillede virker dog nærmest som en villet Protest mod det Lionardoske Syn, rent plastisk, farve afholdende graat og uharmonisk, voldsomt i Forkortninger (Madonnas drejende Bevægelse af mægtig Virkning) og i St f. Lionardo’s farvesmeltende Landskabsbaggrund blot nøgne unge Legemer. Kappestriden kom direkte, da de to Mestre 1504 fik Bestilling paa hver et Slagmaleri til Byens store Raadhussal. M. skulde udføre Caseina-Slaget ɔ: Florentinernes Kamp med Pisanerne (Lionardo: Angniari-Kampen); M. valgte det Øjeblik, da de badende florentinske Soldater faar Nys om Fjendens Angreb, hastigt klæder sig paa, for kampberedt at ile mod Fjenden. Intet af de to Værker, som man i Firenze fulgte med beundrende Spænding, naaede Bestemmelsen. M.’s fik den krankeste Skæbne. 1506 havde han Kartonen færdig: et Mylder af unge nøgne, legemsstore Skikkelser talte her M.’s mægtige Formsprog, under en Rigdom af Bevægelsesmotiver og i plastisk indgaaende Modelering. Ved Vanrøgt blev den længe udstillede, højt beundrede Karton, hvis Mesterskab fristede til virtuosmæssig Efterligning, udsat for saa nærgaaende Studier af kopierende Kunstnere, at den vistnok inden 1516 af beundrende Elever var skaaret i Stumper og Stykker, nu alle forsvundne; et tarveligt Grisaillemaleri (Leicester, Holkham), 3 Stik af Marcaniton og A. Venetiano, nogle Studier og Tegninger af M. selv giver de sørgelige Rester af Mesterværket. Endnu medens M. arbejdede paa dette, havde Pave Julius II rakt sin mægtige Haand ud efter M. Først nu brød det tragiske ret for Alvor frem i M.’s Værk. De Kæmpeopgaver, der lagdes, ell. som han selv lagde paa sine Skuldre, krydsede hinanden i indbyrdes Hæmning, stoppede derved ofte stødvis op for Produktionens Løb, standsede ham i Kulminationen og gjorde meget af M.’s Værk til geniale Tilløb og Torsoer. Kampen mellem Billedhuggeren og Maleren (Cascina-Billedet) i M. var i fuld Gang. Store Mæcener (som Julius og Rovere’rne, Pave Leo og Medicierne) trak hver fra sin Side i M., og overbebyrdet, sønderslidt i Sjælen ved Skabelseskampen og —lidelsen, kunde M. da selv sløves i Interessen for de Arbejder, der havde fyldt ham med Begejstring. Den mægtige Skabertrang, Mod paa ny Opgaver og selvhævdende Kappelyst drev M. selv ud over det gennemførliges Grænse — han havde jo ogsaa engang selv Lyst til at hugge hele Carrara-Bjerget om til en Statue. Selv vilde han paatage sig alt, havde Mistillid til Hjælp af Elever og fejede dem ofte bort. Som han i Malerkunsten helst vilde gøre alt fra først til sidst (selv rive Farverne), lavede han i sin kære Marmorkunst selv Instrumenterne, borede, filede og graderede og var med i den sidste fine Politur, som M.’s Værker gerne fremtræder i. Selve Marmorblokkene drog ham magisk, intuitivt vakte han slumrende Billeder til Live af deres Form og anvendte (utaalmodige Bestillere mente: spildte) Masser af Tid ude i Stenbrudene. Naar han da, gerne blot med en lille Model, Tegning og i øvrigt Øjemaal, huggede løs paa Marmoret og Stenen saa at sige øvede en Dæmons Magt over ham, forhuggede han i Anspændelsens fyrige Iver ofte selv Blokken. 1505 kaldtes M. af Pave Julius (vist paa Arkitekt Giuliano d. S. Gallo’s Tilskyndelse) til Rom for at udføre dennes Mausoleum . M., som paa denne Tid var stærkt optaget af antikke Studier (1506 udgravedes Laokons-Gruppen) gik med Begejstring ind paa Tanken. Han udførte et mægtigt Udkast (78 Statuer af Størrelse som hans senere »Moses«, Hermer, Victoria’er, lænkede Atleter paa Pillerne af den fritstaaende, fl. Stokværk høje Bygning, bestemt for den gl. Peterskirke); Paven godkendte det, M. var i 8 Maaneder i Carrara for at udvælge Marmorblokke. Snart efter at M. i Beg. af Jan. 1506 maatte tilbage til Rom, kom Tordenbudskabet: Paven vilde ikke mere vide af Mausoleet, nu var hans Sind (efter Bramante’s Planer og Intriger) helt vendt mod Opførelsen af en ny Peterskirke. Efter fl. forgæves Forsøg hos Paven paa at faa udlagte Penge godtgjort, blev han til sidst haanligt vist bort fra Vatikanet af en Rideknægt. Harmdirrende, fortvivlet, grebet af panisk Rædsel for Forfølgelse og Mord, flygtede M. i Huj og Hast til Firenze og tilskrev Paven: »Hellige Fader! Jeg er i Morges jaget ud af Paladset efter Eders Helligheds Befaling. Derfor lader jeg Eder vide, at dersom I trænger til mig, maa I søge mig andetsteds end i Rom«. Utaalmodig, men overbærende over for »en genial Mands Luner«, skrev Paven efter ham; først i Novbr 1506 lod M. sig bevæge til at møde Paven i Bologna, hvor Julius knurrende gav den angrende M. sin Tilgivelse. Forsoningen fejredes ved, at M. udførte en kolossal siddende Bronzestatue af Julius over Hovedindgangen til S. Petronio i Bologna (opstillet 1508, ødelagt 1511 af Folket i Forbitrelse mod Paven, delvis omstøbt til Kanon). Men nu vilde Paven have M. til at smykke det sixtinske Kapels Loft med Malerier og halvvejs nødte (der føg Gnister af de to lige opbrusende Mænd) den modstrittende Kunstner dertil. Efter Pavens Død 1513 og iflg. hans Testament fornyedes Bestillingen paa Mausoleet, men nu i beskednere Maalestok; efter et storladent Udkast (nu Vægbygning i 3 Stokværk) tog M. ivrig fat, men plaget af Arvingerne fik M. ikke Lov til i Ro at arbejde paa Gravmælet hjemme i Toscana; nu kom imidlertid efterhaanden de fra Pave Leo og Medicierne, for M. saa fristende Bestillinger paa Lorenzo-Facaden, Medici-Kapellet m. v. (se ndf.), og tillige pavelig Tilladelse til at hæve Kontrakten om Julius-Monumentet. Atter ny og beskednere Kontrakt, evindelige Plagerier og Bryderier, M. selv plaget af daarlig Samvittighed over for Julius’ Arvinger — han kom nu mere og mere til at betragte dette Monument som sit Livs Forbandelse — og efter ny Kontrakter, som M. stadig ikke faar gennemført, daler Projektet til dets beskedne, arkitektonisk lidet tilfredsstillende endelige Form (1545) i S. Pietro in Vincoli i Rom, det hele nu stemt i en ganske anden Tone end tidligere, præget af Modreformationens Aand (der greb M. dybt paa de ældre Dage); ingen lidenskabelig mægtige nøgne Gigantskikkelser, men de smukke, fuldt paaklædte ydmyge »Leda« og »Rachel«, adskilligt kun andenhaands efter M. ell. udført af denne uden luende Begejstring; selve Julius II’s kedelige Gravskikkelse udført af Maso di Bosco. Men i Midten troner i uovervindelig Energi (og i mesterlig indgaaende Marmorbehandling) Kæmpeskikkelsen »Moses« (første Udkast 1505, Statuen 1513, først paa Plads 1550). Af andre Værker, M. havde udført med Monumentet for Øje, kom de 4 ufuldendte Statuer af Slaver til Boboli-Haven (nu Akademiet i Firenze), herkuliske Legemer af momentant Liv, med Muskelkraften spændt til det yderste og med pragtfuld Udnyttelse af Stenens Rummuligheder; den dramatisk virkende, den senere Barokstil indvarslende Gruppe »Sejren« (der dog ikke sikkert hører Monumentet til), kom til Firenzes Mus. nazionale; de to berømte Slaver (vistnok fra 1512—16, ikke fuldendte) — to af M.’s skønneste Storværker — solgte M. egenmægtig og uberettiget, i Uvillie over sin store Plans Stranding; de havnede i Louvre i Paris. 1508 begyndte M. paa Udsmykningen af Loftet i det sixtinske Kapel i Vatikanet. Ved en Skæbnens Ironi skulde M., der først og fremmest følte sig som Billedhuggeren, med Foragt udtale sig om Oliemaleriet (en Beskæftigelse for Kvinder og Børn) og følte sig usikker i Freskoteknikken, her skabe sit betydeligste Storværk. Det gik ogsaa i Beg. vanskeligt med Freskobehandlingen, og det Kæmpearbejde at male oppe paa Stilladset under Loftet i de vanskeligste Stillinger, sled paa ham, Kroppen smertede, Farverne dryppede ham i Øjnene — »Arbejdet gaar vanskeligt og er ikke min Profession!« Over Loftet, nærmest en Tøndehvælving, med de nedadgaaende Flige mod Væggen m. v. malede han en Skinarkitektur, yderst (paa Vindueslunetter og Svikler) en Billedzone med Kristi Forfædre, et Mylder af mindre Figurer af næsten genremæssig Karakter; paa de nedadgaaende Flige 7 Profeter og 5 Sibyller, ogsaa efter Størrelse mægtige Skikkelser, siddende paa Troner med Putti paa Sidekonsollerne; ved malede Gesimser i Loftets Længde tredelte M. Rummet og gjorde herved Loftet med dets i og for sig tunge Arkitektur lettere og højere; ved Gjordbuer tværs over Loftet inddeltes dette i 9 Felter, 5 mindre, omgivne hver af 4 herlige unge nøgne Mænd (Slaver), siddende i Gjordbuens Retning over Tronerne, paa tværs af Midtfelternes Figurer (altsaa en Loftsdekoration med rumlig Illusion, men ikke ud fra et enkelt Øjepunkt). I de 9 Midtfelter Hoved-Billedzonen: Noah’s Historie, Syndfloden, Eva’s, Adam’s, Klodernes Skabelse m. v.; paa Loftets 4 Hjørner Scener fra det gamle Testamente. Ornamentikken: lutter Menneskelegemer (Pave Hadrian VI fandt, det lignede mere Dekorationen af et Badeværelse end af et Kapel); Putti og Fyldfigurer malede som Sten ell. Bronze (Skjolde med Figurfremstillinger), Farverne i øvrigt gerne dæmpede, ofte grisaillevirkende, mest i gult og grønt, men ogsaa rødt, hist og her lidt blaat, det hele af rolig, sluttet Totalvirkning; under Arbejdets Fremadskridelse faar M.’s Pensel større Fylde og naar storladen malerisk Virkning i Fordeling af Lys og Skygge. M. malede først Midtfelterne fra Kapellets Indgang: »Noah’s Forbandelse« o. s. v. til »Eva’s Skabelse«, i reliefagtig Stil med smaa Skikkelser; efterhaanden hæver han disses Virkning ved at gøre dem større og færre, Proportionerne bliver monumentale, og i stigende mægtig Skabertrang og —fryd blæser han sin Lidenskabs Vælde ind i Skikkelserne, der til Tider i voldsom Bevægelse synes at ville bryde Rummet, men dog er avet i behersket Liniespænding. En plastisk Stil, hvor den formdannende Plastiker tillige bliver den geniale rumskabende Maler. M. synes at have gjort 1. Halvdel af Loftet færdigt til c. Midten af Aug. 1510, 2. Halvdel 1512 (nogle Forf. mener, Arbejdet er gjort hurtigere); den ydre Billedzone paa Lunetterne m. v. (hvortil M. maaske har været nødt til at ty til Elevernes Hjælp, hvad adskillige Skødesløsheder vel kunde tyde paa) skulde herefter være fuldført de flg. Aar. — Der kan naturligvis i dette Kæmpeværk anføres adskillige Indflydelser ude fra, dekorativt fra Titus’ Termer m. v., figurligt fra Masaccio, maaske endog Dürer o. s. v., men det har dog alt Originalitetens Stempel. Vel mere end nogetsteds ellers har M. her beriget Kunsten med en Fylde af ny Motiver i Form og Bevægelsen. Hvad enten man bedømmer Værket æstetisk, efter Komposition og Samspil af Linier sugger ende Bevægelsen i Fladen, ell. efter Sjælsindhold og dets hedensk-kristelige Patos, staar Loftsbilledet som et af Kunstens Underværker; der er Skabelsesbillederne, hvor M. (som det er sagt) genialt har skabt selve Skaberskikkelsen; der er Profeterne og Sibyllerne, »tolv Væsener, hævet ved Udtrykket af højeste Inspiration over Tid og Verden op i det overmenneskelige« (Burckhardt) o. s. fr. Efter nogle ret rolige, af Julius-Gravmælet optagne Aar kom snart efter Pave Leo X’s Tronbestigelse et Væld af Opgaver, der hvirvlede M. ind i en Malstrøm af indbyrdes Konflikter mellem disse Opgaver. Leo, der 1515 holdt sit Indtog i sin gl. By Firence, lagde nu Beslag paa M. til Medici’ernes Berømmelse. Det gjaldt Udførelsen af Facaden til Medicierkirken S. Lorenzo i Firenze; M. vandt Prisen; 1518 opsattes Kontrakten til en mægtig 2-etages Facade med Nicher, Figurer, Reliefs; M. tog kraftigt fat, vragede ubetænksomt dygtige selvstændige Medarbejdere som Jac. Sansovino, men maatte, til sin store Fortrydelse, paa Pavens Bud, under de største Vanskeligheder ved Transport og Valg af brugbart Materiale, hente Marmoret fra de ny Brud i Seravezza ved Firenze. Her begravede han sig jævnlig i eksperimenterende Marmorarbejde, fik til sidst Lov til ogsaa at bruge Carrara-Stenen, men da de bevilgede Penge var brugt til disse forberedende Arbejder, opgav Paven, inden M. endnu ret var begyndt paa Figurerne, 1520 Facaden, et af de store smertende Nederlag i M.’s Liv. Omtr. samtidig fik M. fra Kardinal Giulio Medici Bestilling paa Bygningen af et Gravkapel i S. Lorenzo for Medici’erne og Udførelsen af Gravmæler for dem, og da Kardinalen 1523 blev Pave (Clemens VII), endvidere Bestilling paa det mediceiske Bibliotek ved S. Lorenzo. M. var sysselsat med alt dette (og stadig stødvis med Julius-Monumentet), indtil Pavens Tilfangetagelse i Rom 1527 og Firenzes Fordrivelse af Medici’erne bragte Standsning. Da Paven atter kom ovenpaa og med Forbundsfæller 1529 truede Firenze, blev M. af den florentinske Republik udnævnt til Guvernør for Fæstningsværkerne. Med største Energi udbedrede han disse saa dygtigt, at de senere vandt Vauban’s Beundring. Men pludselig den 21. Septbr forlod han hemmelig Byen i panisk Skræk, grebet af bange Anelser og nervøse Tvangsforestillinger (hans Mistro til Generalen for de florentinske Tropper viste sig i øvrigt senere velgrundet). Efter Ophold i Ferrara og Venedig, hvor han modtoges med stor Hæder (og hvor Frants I tilbød ham Livsophold og Virksomhed i Frankrig), vendte han i Novbr angerfuld tilbage, efter at der var tilstaaet ham Lejde, og han slap med Bøde og Udelukkelse i 3 Aar fra det store Raad. 1530 overgav Firenze sig, M. erklæredes for Rebel, men benaadedes af Pave Clemens mod at fuldføre det mediceiske Kapel . Heller ikke dette skulde lykkes, og Kapellet blev et Led i M.’s tragiske Kunstnerskæbne i disse Aaringer. I St f. de opr. 4 (senere fl.) Gravmæler naaede han kun to, i øvrigt for mindre betydende Medicier, Giuliano (Hertug af Nemours) og Lorenzo (Hertug af Urbino), og da han, maatte forlade Firenze, var de endnu ikke opstillet (først 1563). I alt naaede han 7 Figurer: Madonna med den hvirvlende Bevægelse i Legemet (et Bravurstykke i Vendingernes Rigdom, Forbilledet for saa megen Barokkunst), Giuliano med de nøgne »Nat« (Kvinde), »Dag« (Mand), hvilende over Sarkofagens skraanende Sider, Lorenzo (Grubleren, »Pensiero«) med de tilsvarende »Aften« (Mand), »Morgen (Kvinde). Men i disse Værker naaede M. vel skulpturelt sit højeste, i det store Sammenspil i Grupperne, i den fulde Udnyttelse af Rummet, den fint afvejede Ligevægt, den livgivende Modelering af hver Enkelthed (her benyttede M. imod sin Skik store Modeller) og i Besjælingen af hvert Ledemod under de lidelsesfulde Bevægelser. Paa Baggrund af en noget tør Arkitektur, som M. under klog Beregning af Lys- og Rumforholdene lod underordne sig Sarkofagerne, fremtræder disse i levende, malerisk, plastisk Kraft, Figurerne næsten unaturlig vredne paa det knebne umagelige Leje, men sikkert afbalancerede og linieafstemte med Omgivelserne, overvældende ensomt-tungsindige Skikkelser, der giver Tidens Dødsklage under Livets uforstyrrelige Kredsløb; M. har lagt sin Kunstnersjæls dybeste Lidelser ind i dem: »Nat« synker sammen i overvældende sorgfuld Søvn, »Dag« hæver stolt sit Hoved (»som en Sol over en Bjergryg«) og »Morgenen« (et Kunstens Mesterværk i Gengivelse af det kvindelige Legeme) vaagner op i usigelig Elendighed og Mismod over den gryende Dag. — Under Arbejderne for S. Lorenzo, da han jævnlig følte sig overanstrengt, en Tid var dødelig syg, og stadig havde Kvaler med Julius-Monumentet, var han ogsaa sysselsat paa anden Vis. Han havde en Tid arbejdet paa en Christus-Statue for S. Maria sopra Minerva i Rom, en nøgen Christus med Korset; et næsten blødagtig formet Legeme med et smukt Hoved; M.’s Forsøg paa at forbinde antikt Skønhedsideal med den kristelige Idé (og dermed Opgivelsen af blot en Heros-Statue) viste her sine aabenbare Brist; tilmed maatte han atter her opgive den egenhændige Fuldførelse af Hensyn til de ny Opgaver for S. Lorenzo Kapellet og fik Figuren forkvaklet af en ubehændig Elev i Rom; 1529 kom den paa sin Plads (»Anstændigheds«-Drapperiet senere tilsat). Andre Værker: Udkast til »Hercules og Cacus« (Kensington-Mus.; den endelige Gruppe udført af M.’s hadefulde Fjende Bandinelli), »Samson og Filisterne« (lille Bronzegruppe i Firenzes Mus. naz. , Berlins Kaiser-Friedr. Mus.), ufuldendt Apollo (rettere »David«, Firenzes Mus. naz. ), ufuldendt »Yngling paa Hug« (Ermitage, Petrograd), og Tempera-Maleriet »Leda med Svanen« (Originalen vist brændt p. Gr. a. »usædeligt« Emne i Frankrig af Maria af Medici; Kopi og Karton i Londons Nat. Gall., andre Kopier i Dresdens Gal. [ved en holl. Maler] m. v.); endelig Kartonen »Venus med Amor« i Neapels Mus. Da Clemens VII døde 1534, var det forbi med Arbejderne paa Sakristiet, Sagrestia nuova (det mediceiske Kapel). S. A. forlod M. Firenze og gensaa ikke mere sin Fødeby; Faderens samtidige Død, der rystede M. dybt, løsnede ogsaa Baandet til Hjemstedet, og han frygtede Hævn fra den i Firenze raadende mediceiske Hertug. I Rom drog den ny Pave Paul III ham til sig, gav ham en ny Kæmpeopgave (allerede planlagt af Clemens VII): Dommedagsbilledet paa det sixtinske Kapels Altervæg, udnævnte ham 1535 til Vatikanets Arkitekt, Maler og Billedhugger og omgikkes, »agtende paa ham som paa en Helligdom«, fortrolig med ham næsten som med en Ligemand. Uden for det pavelige Mæcenat udførte han bl. a. en Brutus-Buste (Firenzes Mus. naz. ), og Julius-Gravmælet trykkede jo endnu stadig. Fra denne Tid fik Troslivet, der tidlig havde gæret i M.’s Sind og havde faaet Næring baade fra Dante’s Digtning (som M. var en Kender af) og Savonarola’s Fremtræden, stedse større Bet. for M. som en vældig Magt i hans Liv. Ogsaa hans Digte og Breve viser det. Livstræt og allerede til Aars vender han Blikket fremad mod Død og Frelse; han ser sin Kunsts — ikke mindst sin Yndlingskunst Skulpturens — Uformuenhed til at give Udtryk for de højeste Livsværdier. Venskabet, som han nu, 63 Aar gl, sluttede med den c. 45-aarige Vittoria Colonna, Marchese af Pescara, greb her dybt ind; hun, en højtbegavet Kvinde, i Besiddelse af sin Tids Aandskultur, næppe smuk, men indtagende af Væsen, skuflet i sit Kærlighedsliv, tidlig Enke, var dybt med i de ny kirkelige Rørelser, der drev over mod Ekstasen og betegnes som »Modreformation«; kendt ogsaa med Tidens ledende religiøse Aander, øvede hun — her aandelig overlegen — stor Indflydelse paa den betagne og beundrende M. og gav hans poetiske Sind friere Udløsning i den Digtekunst, han saa ofte hjemme i sin Ensomhed tyede til; snart afbrødes dog dette platoniske Kærlighedsforhold til Vitt. Colonna; hun døde allerede 1547. I Dommedagsbilledet , som M. gjorde færdigt 1541, føler man de religiøse Brydninger i M.’s Sind. I det uhyre Maleri er Fremstillingen givet nøje efter bibelsk Overlevering i de ydre Tilskikkelsers Gang; forfærdeligt runger Domsbasunen over alle de Syndere, der ikke har bøjet sig for den levende Kristus; ikke Frelsen, men Fortabelsen har Overvægt i dette gigantiske Drama, hvori M. saa at sige har udtømt sin dybe Menneskeforagt, og Fremstillingen virker hedensk. Den mægtige nøgne Kristus-Skikkelse (atter en genial kunstnerisk Nyskabning), der med en vældig Armgestus styrter Synderne i Afgrunden, medens venstre Haand maaske svagt antyder en skærmende Beskyttelse af de Salige, staar højt oppe i Midten som en ung Zeus, forfærdelig i sin Vrede. I næsten talløse Motiver fremviser M. her, som i et formeligt Virtuositetens Program, et Mylder af nøgne Grupper i de voldsomste, skiftende Bevægelser. Den beskedne Madonna-Skikkelse, der trykker sig hen mod Kristus og ømt vender Blikket mod de Salige, er draperiindhyllet, men i øvrigt raader gennemgaaende Nøgenheden heroppe mellem Kirkens værdige Støtter, Patriarker, Kirkefædre, Helgener, Helgeninder m. v. Hensynsløst skildrede M. i sit Værk netop »Kødets Opstandelse«. Men med stigende Forbitrelse saa Kirken med den medfødte Sky for det nøgne paa alt dette, og allerede, da det afdækkedes, vakte det Forbavselse og Forargelse; endnu i M.’s Levetid vilde Pave Paul IV hugge Billedet ned, men nøjedes dog med at lade Dan. d. Volterra male Klædebon over de nøgne Figurer, og ogsaa senere hen, under Pius V og Clemens VIII, forsatte man med Paaklædningen og Overmalingen; under denne Medfart fremtræder Maleriet derfor nu i malerisk Henseende som en Ruin, vanskelig at vurdere efter dets opr. Farveskikkelse. Men den geniale Komposition virker endnu med Vælde. Mellem øverste Billedzone (under Grupperne med Marterredskaberne i kraftig accentueret Diagonal og de voldsomt bærende eller som Skyer ilende Skikkelser), hvor Kristus staar omgivet af Patriarker, Martyrer m. v. i heftig bevæget Flok, og den nedre horizontale Zone, hvor man ser de Døde stige op af Graven, Charon i sin Baad drive de Fordømte i Land, og yderst tilhøjre selve Minos, gaar der op- og nedstigende Figurstrømninger, tilvenstre de Salige i lodret stigende Flugt opad, tilhøjre de Fordømtes hvirvlende Fald (den af Djævle lodret nedtrukne Mand med Haanden for det ene Øje og det rædselstirrende Blik, af særlig gribende Virkning) — det hele en mægtig Symmetri, opløst med rig Differentiering af Figurernes lod- og vandrette og diagonale Linier. Dette gigantiske Drama, baaret af Dante’s Aand, blev M.’s sidste gennemførte Storværk i Billedkunsten. Hans sidste Malerier blev de to Fresker for det ny paolinske Kapel i Vatikanet, »Paulus’ Omvendelse« og »Peter’s Korsfæstelse« (udførte indtil 1550), vanskelig tilgængelige, i Farve lidet indsmigrende, men ogsaa stærkt overmalede Værker; endnu udfolder M. noget af sin vældige Kraft, saaledes bl. a. i de mægtigt hvirvlende Grupper (og de dristige Legemsforkortninger) omkr. Kristus i Paulus-Billedet; Aarenes Svaghed føles dog, han var jo nu 75 Aar! Men hans Virksomhed var ikke hermed sluttet. Nu tog først for Alvor Arkitekten i ham fat. Han havde allerede i Firenze jævnlig dyrket Bygningskunsten, sikkert nok oprindelig ved Hjælp fra Vennen G. d. San Gallo; Arbejdet paa Julius-Monumentet havde i saa Henseende været en Indvielse, senere kom Fæstningsarbejderne og de sørgelig strandede Planer til S. Lorenzo-Facaden, endvidere Opførelsen af S. Lorenzo’s ny Sakristi (færdigt 1524). Allerede her fremtræder saa smaat og i Enkeltheder M.’s personlige Bygningsstil i dens Ubekymrethed om hævdvundne arkitektoniske Normer; langt stærkere i Biblioteksbygningen, Libreria, ved S. Lorenzo med den vilkaarlig anbragte Fritrappe og den suveræne Skalten og Valten med de enkelte arkitektoniske Led, en virkningsfuld, i høj Grad levende Arkitektur, svulmende som »plastisk Muskulatur«. — Da M. fra 1534 for stedse nedsatte sig i Rom, var han endnu langt fra færdig med dette sidste Arbejde; saa sent som 1559 arbejder M. endnu med Opgaven. 1546 paabegyndte han Omordningen af Kapitel i Rom, ny Façade til Senatorpaladset her, monumental Midttrappe; kun denne var virkeliggjort, da M. døde, men Pladsen med dens Bygninger blev i det væsentlige udførte efter M.’s Plan (Hovedbygningen dog ret ændret); man fremhæver gerne i dette Værk, som i mange andre af hans Bygninger, et »gotisk« Træk i hans Stil: Lysten til at gennembryde de massive Vægmasser og føre Trykket over paa færre Støttepunkter. Helt klassiskstreng er M. paa Palazzo Farnese, hvor han efter en sejrrig Konkurrence, i Fortsættelsen af A. da San Gallo’s Værk, bl. a. udførte Murkrans og Partier af den indre Gaard; hans Udkast her til Paladsets Anbringelse i Omgivelserne med Bro over Tiber etc., viser hans Storhed som Rum-Arkitekt. Andre Værker: Porto Pia med den pompøst virkende Portal; Kirken S. Maria degli Angeli, indpresset i de diocletianske Termer (først fuldendt efter M.’s Død; kun Klostret — Terme-Museet — staar endnu), et Udkast (aldrig udført) til en mægtig Kirke S. Giovanni de’ fiorentini i Rom (hvor M. til Fordel for den enkle Virkning af selve Bygningslegemet og dets Kuppel giver Afkald paa sine Bizarrerier i Enkeltheder), Capella Strozzi i S. Maria maggiore (Facaden, nu ødelagt, til dette Kapel af Øjenvidner rost som noget nyt i Arkitekturen, stort og frygteligt, beundringsværdigt og majestætisk). M.’s Navn som Bygmester er dog særlig knyttet til Peterskirken i Rom, og dens skønt svungne vældige Kuppel, udført efter hans Død, er i det væsentlige hans Værk, efter hans Tegninger og Modeller. 1. Jan. 1547 blev han Overarkitekt for S. Pietro, efter A. d. San Gallo. Livstræt, men kraftig: i Sjæl og Skaberaand, ønskede han at virke her, uden Hensyn til Vinding, blot som en Velgerning for sin Sjæl. Men heller ikke her skulde Arbejdet gaa som i en Leg. Samtidig med, at han endnu fra Firenze bestormedes med Anmodninger om at fuldende Arbejderne dér, mødte der ham en Kæde af Fortrædeligheder under Arbejdet paa S. Pietro, smaalig og underminerende Kritik fra Kirkens Byggeudvalg, hadefuld Mistænkeliggørelse fra et indflydelsesrigt Parti af afdøde Ant. d. San Gallo’s Tilhængere (M.’s egen uomgængelige og stødende Optræden havde vel sin Skyld deri), oprørende Intriger fra Medarbejderes Side, saa M. maatte frigøre sig for dem (Biagio); træt af Intriger søgte han endog 1560 sin Afsked; endnu 87 Aar gl red han til Audiens for at faa sin arkitektoniske Villie igennem; hver Gang fik han dog til sidst Paven paa sin Side. Højsindet anerkendte han sin gl. Fjende Bramante’s store Fortjenester af S. Peter’s Byggeplaner og arbejdede videre paa dem; 1549 havde han Modellen til Tambouren færdig; efter en lille Lermodel kunde en stor Træmodel af Kuplen udføres 1561. I denne stramt spændte Kuppel, der ogsaa indvendig virker mægtig og storladen (fuldført 1590 af Giacomo della Porta), gav ham Afkald paa de mange fristende Enkeltheder til Fordel for den rolige Forenkling og samlende Kraft. Ikke blot Kuplen, men Kor og store Partier af det Indre (maaske ogsaa de to smaa Kuppeltaarne) er præget af M.’s Aand. Sine sidste plastiske Arbejder udførte M. paa egen Foranledning. Han afslog Bestillinger (saaledes 1546 fra Frants I, 1559 fra Katharina af Medici); mæt af Dage og af den Beundring og Ærefrygt, der vistes ham fra Fyrster og Tidens Storheder, levede han ensomt og stille for sin Sjælefred. Det, han endnu trængte til at forme plastisk, var Pietè-Gruppen som Udtryk for hans Tros- og- Smertesliv. Han skabte to Pieta’er, men det blev kun Tilløb, den ene kun raattilhugget og forhugget, nu i Pal. Rondanini i Rom — endnu 6 Dage før Døden stod M. en Dag lang og arbejdede paa den; den anden (rettere »Kristi Nedtagelse fra Korset«), som M. halvvejs selv havde slaaet sønder, men som senere blev sat sammen af Calcagni, havnede i Firenzes Domkirke bag Altret. Han havde tænkt sig en Pieta, som Forherligelse af Kristi Lidelse, over sin egen Grav. Endnu i Februar forsøgte han at tage sig sin sædvanlige Aften-Ridetur; 18. Febr 1564 døde han, omgivet af nogle Læger, Vennen Tommaso Cavalieri, Eleven Dan. d. Volterra m. fl. Hans Kiste blev hemmeligt, da man ønskede at beholde den i Rom, efter hans Ønske bragt til Firenze, hvor den smart efter overførtes til S. Croce, og han jordedes med kgl. Pragt; et Gravmæle, efter Vasari’s Udkast, rejstes i S. Croce. 1875 afsløredes et vældigt Bronze-Monument for M. (med David og de fire »Tider« fra S. Lorenzo) paa Højderne over hans Fødeby, og Casa Buonarroti i Firenze rummer, foruden den af Brodersønnen grundlagte Relikviesamling efter ham, en Del mindre Værker, Kartoner, Tegninger m. v. af Mesteren. M.’s Tegninger, Digte og Breve giver yderligere vigtige Bidrag til M.’s Kunstnerpersonlighed. Ikke mindst gennem dem kan man, selv om meget af dette er brændt (ofte af M. selv), følge Kunstneren nogenlunde Skridt for Skridt, som Thode har gjort det i sit mægtige og arkiv-minutiøse Værk. — Der foreligger en Mængde fortrinlige Tegninger fra M. (de fleste med Pen; senere brugte han ogsaa Rødkridt o. a.), dels Originaler (mange tillagte Bacchiaca), dels i Kopier og Efterligninger. Særlig mange Haandtegninger i Mus. i London, Paris, Wien og Firenze (i Uffizi fundet c. 60 Originalstudier til M.’s Værker). Til de berømteste Tegninger hører Faeton’s Fald, Ganymed, Tithyos, Børnebakkanal (en Del mytologiske Tegninger udførte han til Vennen Tom. Cavalieri), Kvindeportrætter som »Zenobia«, »Bueskytterne« (1530), Noli me tangere (Clough’s Saml.), »Uddrivelsen af Templet«; en Del af Seb. d. Piombo’s bedste Værker (»Hudflettelsen«, »Kristus i Underverdenen«, »Lazarus’ Opvækkelse«) synes utvivlsomt at skyldes M.’ske Tegninger og Udkast. — M.’s Digte (Sonetter, Madrigaler, Epigrammer, dansk Overs. ved Dam), ofte meget kumstlet-spidsfindige efter Tidens Art, i Formen byggede efter Petrarca, regnes næppe for fremragende Arbejder, men de giver ofte med digterisk Magt dybt Indblik i M.’s Personlighed, besjælet, som den er, af Dante, ogsaa stærkt grebet af Platon’s Kærlighedslære om Skønheden som Guddommens Afglans; hans digteriske Udbrud af dyb, menneskelig Lidenskab, med til Tider stærkt vovede sanselige Billeder, med Kærlighedsdigte til Mænd og Kvinder (et opr. »Signor«, ofte rettet til »Signora«) har — i Forbindelse med Brevene — givet Anledning til Mistydninger af den ugifte Mands stærkt erotisk grebne Skønhedsdrift. M. tænkte en Tid paa, efter Opfordring, at udgive sine Digte, men opgav det; én Samling paa 105 Digte, mest fra 1530’erne (med Cavalieri som Centralskikkelsen) og Fyrrerne (Vittoria Colonna) opbevares fuldstændig i Codex Vaticanus , delvis i Codex Riccio m. v. i Archivio Buonarroti . Historisk fik M.’s Kunst overvældende Bet. som Indleder af Barokstilen; den Manierisme, der i øvrigt snart paafulgte, har man vel stærkt lagt paa M.’s Skuldre. M. var Verdensgeniet, der overalt blev Nyskaberen. Hans Kunst hæver sig bjerghøjt — i idealistisk Stræben og etisk Kraft — ved dens mægtige Patos, overstrømmende Energi og enestaaende Skaberevne og ved dens Storladenhed i ydre Form og indre Myndighed og Fantasi. En alvorstung Kunst, uden Smil. Teknisk mesterlig i skulpturel Evne til at udnytte Blokken og lokke utallige Bevægelsesmotiver ud af den og til dens Behandling i blændende Virtuositet. Aandelig gribende ved Kunstnerens Evne til at gøre sine Billedskikkelser i Sten og Farve til Udtryk for sin egen Sjæl — »intet andet kan jeg mejsle end min egen Lidelse«, siger M. selv. Ingen anden har som M. dyrket Menneskelegemet, det nøgne Legeme i dets Muskelspil og Bevægelser. Antikken og Kristendommen brydes. Behersket af Ideerne om Skønhed og Kærlighed kæmper M. for dem begge i sin Kunst med dens indre Splid mellem antik-platonisk og kristelig Anskuelse; han trængte til Udløsning for det dybe mystisk-kristelige Drag i sin Natur gennem sin Yndlingskunst, Skulpturen, men dennes Dyrkning af det rent menneskelige nødte ham til at gaa uden om de dybeste kristelige Evner og fra det gl. Testamente og Allegorierne skabe Myteskikkelser, Heroer og Titaner i voldsomt indre og ydre Liv. Det tragiske, der kom frem i denne Spaltning mellem hedensk og kristeligt, i den svigtende Udtryksmulighed over for det dybt kristelige, viste sig ogsaa i de mange Strandinger i M.’s Kunst: dette at M. atter og atter, ofte p. Gr. a. sine store Krav til sig selv, maatte opgive sine Arbejder, før de var færdige, og at — ved Skæbnens Ironi — just de Arbejder, han paatog sig mod sin Villie og ikke ret følte Kald til, skulde blive afsluttede. Geniet bragte ham ikke personlig Lykke. Kampen i hans Kunst mellem hedensk Lidenskab og kristelig Selvfornægtelse rasede jo ogsaa i ham selv. Hans overfølsomme mørke Grundstemning voldte ham ustandselige Piner. Han hungrede efter Kærlighed, men skræmmede barsk Folk fra sig ved sine voldsomme Udfald og Vredesudbrud, og misforstaaet og miskendt trak han sig tilbage i Stolthed og Selvfølelse. Menneskeforagten, vi kender fra hans Kunst, luede i hans Sind. »Han hadede og blev hadet; han elskede og blev elsket« (Rom. Bolland). Han kunde være vulkansk, saa der stod Skræk af ham (ogsaa af den Grund blev han ofte kaldt terribile ), saarende og uretfærdig og uskaansom (som over for Rafael, hvem han dog ogsaa i høj Grad anerkendte), Udbrudene fra hans lidenskabelige Temperament var dog ofte rettet mere mod Sagen end Personen, og han kunde fortryde, gøre Undskyldning for sin Opfarenhed, tage Brodden af den ved Selvironi og Humor og netop vise sit Højsind ogsaa over for Modstandere. Sit varme Hjertelag, sin Trofasthed og stille Hjælpsomhed viste han over for sin Vennekreds, og ikke mindst over for Familien, der stadig voldte ham Bryderier; Stenhuggeren og Tjeneren Urbino havde han hos sig i 26 Aar til hans Død. Et ulykkeligt Træk i M.’s Væsen var hans Mistroiskhed (der unægtelig havde faaet naturlig Næring fra en Rigdom af Erfaringer lige fra hans første Fremtræden); selv siger han engang bittert, at man ikke skal tro nogen, men gaa med aabne Øjne gennem Livet. Sygelig mistroisk saa han Fjender over alt, og Seb. d. Piombo’s Bemærkning til ham: »I er selv Jer eneste Fjende«, havde nok i alt Fald nogle Sandhedskim i sig. Næsten overmenneskelig stærk i sin Villies- og Energiudfoldelse bar han dog netop paa Svaghed i Karakteren. Unaturlig ængstelig (som vi har set det under hans formelig sygelige Anfald af Frygt), pirrelig, saarbar, ustadig i Arbejde og uligevægtig, svingede han følsomt under skiftende Stemninger af sydende Vrede, Bitterhed, Forbitrelse, Ydmyghed og sorgfuld Alvor. Denne ensomme, næsten asketisk levende, sære, indesluttede Mand, der var saa vanskelig at omgaas, men saa nænsom og overbærende over for Smaafolk og Smaaaander, der søgte ham, var fuld af Godhed; »giver man ham gode Ord og Venlighed, kan man faa ham til alt«, skriver engang Soderini (Lederen af den florentinske Republik), der kendte ham saa godt. ( Litt .: G. Vasari , Vite [1550, ny Udg. med ny Oplysninger om M. 1568]; A. Condivi , Vita di M. B. [Rom 1553]; J. Symonds , The Life of M. B. [London 1893]; C. Justi , »M.« [Leipzig 1900]; C. Ricci , M. [Firenze 1901]; m. H. t. tidligere Litt. henvises i øvrigt til Hovedværket: H. Thode , »M. u. das Ende der Renaissance« [7 Bd, Berlin 1902 ff.] med Litteraturhenvisning Bd I, S. 485; Rom. Rolland , Michel Ange [Paris 1905]; K. Frey , »M.« [Bd I, 1907]; Hildebrand , »M.« [Berlin]; Steinmann , »Das Geheimn. d. Medicigräber« [Strasbourg 1907]; Spahn , »M. u. d. Sixtinische Kapelle« [Strasbourg 1907]; Brockhaus , »M. und die medie. Kapelle« [Leipzig 1908]; Sauerland , »M.« [Düsseldorf 1911]; Frey , »Die Handzeichn. M. B.« [Berlin 1911]; Mackowsky , »M.« [Berlin 1908, 1919]; Frey , »M. Studien« [Wien 1920]; Dietrichson , »M.« [Sthlm 1880]; Jul. Lange , »M. og Marmoret« [1876; »Billedkunst«, udvalgte Skr, III, S. 42]; V. Wanscher , »Rafael og M.« [Kbhvn 1908]; Martha Drachmann-Bentzon , »M.-Studier over hans erotiske Personlighed« [Kbhvn 1908]; G. Brandes , »M. B.« [2 Bd, Kbhvn 1921]).