Sculptur og Tonekunst og Poesie
Er alle Skiønheds Døttre, lige frie;
Og, bragt til Verden af den samme Moder,
Er Musasønnen Musasønnens Broder.
Her sidde tre. Vi vil ved Vennebord
Ei skielne mellem Stor og mindre Stor;
Saa meget kan vi vel med Sandhed sige:
At alle høre til det samme Rige.
Og hver af os har holdt sin Plads ret godt;
Skiøndt To iblandt os ofte taalte Spot,
Fortrængt af Moder og af Theorier.
End om den tredie Broder Dadlen tier.
Bernini end ei her med Nyheds Held
Fortrængt har Buonaroti, Rafael.
Det skeer engang. Det være kan det samme;
Ei Røgen slukker Evighedens Flamme.
Den blusser atter stærk af Dampen ud;
Thi Tidens Mistag tvinger ingen Gud.
Et Øieblik af Bølgeskum begravet —
Snart atter Klippen reiser sig af Havet.
Vor Thorvald iler did, hvorfra han kom,
Og hvor han fandt Navnkundighed — i Rom.
Hvis han var bleven steds ved Øresundet,
Han havde neppe gyldne Laurbær vundet.
Thi Danmark er engang et lidet Land,
Og hvad der spirer paa dets Blomsterstrand,
Om Blomsten ogsaa høiner sig blandt flere,
Det gierne vil Europa ignorere.
Derfor, som Fædrene, Normannen maa
I Ledingstog rask i sin Ungdom gaae,
Og hvad han vinder der — Samtidens Ære —
Derpaa han siden kan i Hiemmet tære.
Jeg gik engang, og mine Laurbær vandt.
Vor Weyse! dig til Hiemmet Vanen bandt;
Hvis i Paris og Rom du havde funklet,
Du havde mangen Spillemand fordunklet.
Vor Thorvald fandt, hvad han har vel fortient,
Han blev erkiendt, saasnart han ret blev kiendt.
Endnu engang han giester Sydens Rige,
For Tibren, Capitol Farvel at sige.
Saa kommer Kunstens alderstegne Helt
Og bygger Hytte ved det danske Bælt.
Gid der i mange Aar vi os forsamle,
Skiøndt meget ældre, dog endnu ei gamle!