Hæver nu Stemmen fro til Sang,
Vedbendkrandsen om Issen fæster!
Atter et Aar har endt sin Gang,
Hil dig, vor herlige Mester!
Ydun og Brage
Mødte dig, som i Ungdoms Dage;
Ydun smiler, som Phøbus hist,
Hendes Æbler og Egeqvist
Staae for Lauren ikke tilbage.
Grandt har du viist: i Herthas Lund
Kunsten kan, som ved Tibren, trives,
Naar den flygtige Livets Stund
Af en Genius kraftigt oplives.
Solen, den høie,
Smiler for Nord med Guddomsøie,
Som for det hede, fierne Syd;
Aandens Blomster og Aandens Fryd
Kan ei Vintren og Stormene bøie.
Frelserens Tog til Hædersdød
Stilled du frem, med Kors og Palmer.
Aldrig fra flammende Hierter flød
Mere saligt de frommeste Psalmer.
Huldt han sig vender,
Til sine Kiære Trøsten sender;
Lasten sidder ved Skiændslens Maal,
Vasker feigt i en Trælleskaal,
Som en Hykler, de blodige Hænder.
Men naar din Aand fra Himlen ned
Daler, da synker den ei til Støvet;
Skielmsk i Helleners Blomsterbed
Har du atter saa glædeligt tøvet.
Pegasus svæver,
Helten sin Mø fra Faren hæver,
Uhyret sank i blodige Tvist.
Amor, Skalken, har brugt sin List,
Og, som billigt, sin Løn han nu kræver.
Thorvaldsen Held! I din Vintervaar
Hylde vi dig som Offerpræsten.
Titian leved niti Aar,
Og saa døde han — rammet af Pesten.
Sot dig ei ramme,
Kraftig du staae, som Herthas Stamme,
Løb, som din Aarets Alf vi see,
Rask paa Skøiter paa Iis og Snee,
Og varm Ynglinger skiønt med din Flamme!
Tak for det Billed, du reiste dig,
Vaulundur! hos din tro Veninde:
Gubben støtter til Haabet sig;
Flere Laurbær vil Meiselen vinde.
Tak for den Ære,
At du en Giemmer vilde være
Af mine snart forsvundne Træk!
Selv naar bleges mit Digterblæk,
De ved dig vorde Fremtiden kiære.