Ton, søde Strænge! tolk med Eders Klang,
Hvad ei min Sang
Formaaer at yttre for min Skabers Throne;
Kling hulde Lyd, et Echo af min Røst;
Og smelt mit Bryst,
Og understøt min Andagt med din Tone.
Tolk, som i Træet i den dunkle Dal
En Nattergal,
Din Kiærlighed, mens al Naturen sover.
Lad risle, som i Aftensolens Blod
Den klare Flod,
Med sød vemodig Svulmen dine Vover!
Hvad intet Sprog at tolke var istand,
Du tolke kan;
Forstaaet saavidt som Himlens Bue hvælver.
Naar Læben bæver og det fulde Bryst,
Er Ordet tyst;
Men Strængen toner saligt naar den skiælver.