Om tvende Poler dreier sig vor Klode;
Som den, vort Liv: det Onde med det Gode.
Og Glæde, Sorg, Alvor og Lystigheden
Er Livets evige Poler: Kamp og Freden.
Begeistringen kan frydes ved at græde;
Men daglig Fred behøver munter Glæde.
En lang Tids Fred let Kræfterne kan matte,
Da voxe Latterligheds Paddehatte.
Til disse Glimt i Søvnighedens Aske
Thalia laaner yndeligt sin Maske;
Comødien med Brix og Narrehætte
Her virker bedst, og Formen er for dette.
Fornemme Franker, som i Hovmodsdunsten
I Kongeborg kun Tempel sandt for Kunsten,
Tog det med Eftertanken ei saa nøie,
I egne Fagter æred de det Høie.
La haute Comédie dem giorde kræsen,
I den de gienfandt deres eget Væsen;
I glatte Vers Hver øved sig saa flittig,
Lyksalig, naar han var en Smule vittig.
Lidt Livsphilosophie — det vil da sige,
Som ei den stødte Hoffets Adelige,
Det kaldte Boileau den Digterære,
Hvortil hans Viisdom hæved Moliere.
Men Moliere tabte Templets Nøgler,
Naar ængstlig han holdt op at være Giøgler.
Paa Landeveien Folket selv ham lærte
Den Lystighed, som ham Geniet nærte.
Thi Farcen, kiære Børn! det er den Kiærne,
Hvoraf Thalia klækker Frugten gierne.
Det Lave hun forvandler til det Høie;
Hvad Lunet altid have maa for Øie.
Tragødiens Bedrift tilhører Helten;
Comødien — der Narren er i Velten.
Jo meer naragtigt han kan Masken arve,
Des stærkere, Thalia! blier din Farve,
Des meer Anledning, Stof til Spøg en Aften
For Munterheden og Indbildningskraften.
La haute Comédie, som Menuetten,
Med Chapeaubas kun skiuler Narrehætten.
I fine Selskab ligne Folk hinanden.
Forstanden gaaer fra dem; men fra Forstanden
Maa Helten i Comødien fremtræde,
Hvis Mellemgulvet ryste skal af Glæde.
Og godt og herligt er det Skum, som leger
Paa Rand af Overgivenhedens Bæger;
At Overflødigheden overflyder,
Blot Uforstand kan regne mellem Lyder.
Lavcomisk-høi var hver en comisk Digter,
Som med Genie opfyldte sine Pligter;
Aristophan og Holberg saadan fandtes,
Moliere, Shakespeare, Gozzi, Tieck, Cervantes.