Ei Stedets Eenhed Skialden mere plager;
Han sætter Scenen hen, hvor han behager,
Alt som dertil han i sit Æmne trænger.
Man ham tyranniserer ikke længer.
Og Tid man ogsaa nu ham billigt giver,
Og jager ei paa ham med comisk Iver,
At i en Nøddeskal han det skal knuge,
Hvortil han kunde godt en Tønde bruge.
At han sin Frihed bruge maa beskeden,
Hvis han med Smagen leve vil i Freden,
Forstaaer sig selv; thi selv i Poesien
Utrolig Nytte gier Oeconomien.
Med Handlings Eenhed man endnu ham driller,
Man den for vigtig tidt sig forestiller.
Den blotte Fabel er ei Hovedsagen;
Ei kiække Digterfrihed skader Smagen.
Det Indtryk, hvormed alle Værkets Dele
Naturligt sig forene til et Hele —
Det er den Heelhed, som vil ægte blive.
Composition laer sig ei foreskrive.