Saa har I ogsaa her en Maane?
„Ja, kiære Digter! som du seer.
Det er den samme, som i Skaane
Og som i Siællands Dale leer.”
Mig tykkes næsten, at de græder,
Den straaler mig saa taareqvalt.
„Hvo veed? Maaskee den Øine væder,
Fordi du ned af Trappen faldt.”
Lad være, Kiære! med den Pokker
Ufølsomhed, de Sidespring.
Ei Maanen er en Gedske Klokkers,
Som græder over Ingenting.
Vel ofte hendes Taarer rinde;
Og Edvard Storm, min Pleiefaer,
Den kaldte „Tydskernes Gudinde”,
Fordi han ei forelsket var.
Men naar engang din Time kommer,
Og træffer dig Cupidos Piil,
Da søger du i natlig Sommer
Den hulde Maane med sit Smiil.
Den, som ei elsker, ei den fatter;
Og den, som meer ei elske kan,
Han seer paa den saa rolig atter,
Som den sig selv i stille Vand.
Dog kunde tidt igien tilbage
Man ønske vel den bittre Lyst
Og denne søde Veemodsklage,
Som stærkt opliver Skialdens Bryst.
Til Bacchus tog sin Tilflugt Mangen;
Til ham staaer heller ei min Hu.
„Hvad kan dig da begeistre?” Sangen!
Min Valborg er en Musa nu.
Min Maane nu er Melpomene,
Hun straaler til den danske Skiald
Igiennem Bøgens, Birkens Grene,
Ved Kildevæld, ved Fossens Fald.
Min Glædes-Rose staaer i Solen,
Der har dm selv Apollo sat;
Men Maanen klækker ud Violen,
Som dufter giennem Tidens Nat.
Og see — et helligt Vennemøde
Jeg altid har i Maaneskin:
Jeg skuer mine kiære Døde
Tilsmile mig med blegen Kind.
Mig tykkes, at de venligt spørge:
Du har os dog end ei forglemt? —
„Fy, Skiald! vil du alvorligt sørge?
Nys var du jo saa lystig stemt.”
Det Skialdens Ansigt gaaer, som Maanen:
Snart græder den, og snart den leer.
Klar i den lyse Himmelblaanen
Man den saa rolig munter seer;
Men naar i røde Dunst den svømmer,
Og farer den i Skyen vild,
Da, som en bleg, phantastisk Drømmer,
Den gyser for sin egen Ild.