Den store Kongehelt er død,
Og rige Laurbær Graven pryde.
Hans Skov nedsank i Jordens Skiød,
I Sagas Bog hans Navn vil evigt lyde.
Han hædred mig, en fremmed Skiald —
Nei, Bragi! ikke ganske fremmed;
Kun lidt afveeg dit Tonefald,
Mit Sprog! fra det, hvor han fandt Hiemmet.
Norsk var, saa godt som dansk, min Sang.
Carl hædred mig, skiøndt ei han Sangen hørte;
Skiøndt ei den i hans Øre klang.
Ham rørte, hvad hans Søn, hans Undersaatter rørte.
Ved Graven lyder Skjaldens Tak.
Vær hilset, Oscar! paa din Throne.
Af Nordens Sprog du Dien drak,
Fortrolig med dets Digtertone.
Den høie Vennesalighed,
Du viste Skjalden, kan han aldrig glemme.
Et Blad ved Thronens Fod han lægger ned,
Og blander sin i Folkets Stemme.
I dig Naturen, Himmelen forbandt
En sielden Dyd, som ingen Sky fordunkler;
Thi Snittets, Kraftens, Hiertets Diamant —
Det er den Ædelsteen, som i din Krone funkler.