Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Folket samler sig i store Rækker

Om en Kiste, hen i Kirken sat;

Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.

Har en Helt, en Fyrste dig forladt,

Fædreland? — Ak, giennem Taaren sukker

Danmark: Nei! det var en Billedhugger;

Men ei Helten over trætte Been

Reiste selv sig større Mindesteen.

Da Frost og Blæsten med Iis og Snee

Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,

Da lod i Sneefoget grandt sig see

Fra Islands Odins Heltefædre.

Som Engle kom de fra Himlens Hal,

De siunge: „Vi bringe dig til din Skaber.

Dit Fædreland ei dig miste skal,

Din Genius aldrig Danmark taber.”

Da smiilte du, da henslumred du,

Og fulgte gierne de gamle Helte;

Thi dine Værker — de staae endnu

I Marmorsnee, som kan ikke smelte.

        Friskt i din Krands var sidste Blad.

        I Vennekreds tilfreds du sad;

        Da hen i Kunstens Hal du gik,

        Og der i Dødens Øieblik

        Udbredte Tonens Vinger sig,

        Og bragte dig til Himmerig.

        Saa redte de den Døde Seng

        I Skolen, hvor som lille Dreng

        Han gik, paa Anlæg, Tanke rig.

        Der stod den store Mesters Liig.

        Der, Thorvald! længe skal din Aand

        Veilede mangen Ynglings Haand.

Til Syden han drog, hvor Støtterne staae

De herligste Minder af Hellas’ Bedrifter.

Det var den Bog og de Viisdomsskrifter,

Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.

I deres Aand han sin egen saae;

Og deres Betydning han os forklared

I Værker, som selv ham aabenbared.

Antiken var ei Antike meer;

Den levende blev — han dybt den fatter,

Og Phidias og Praxiteles atter

I ham forbauset Europa seer.

Men ei blot Kunst fra Corinth, Athen

Ham danned, og blev hans Aand til Gode:

Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode.

Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen.

Og Mediceernes Laurbærgreen

Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,

Og styrked ham, og forfrisked ham Øiet.

I Basrelieffet Correggios Ord

Han gientog — Naturen det selv befaler:

„O, Rafael! jeg er ogsaa Maler.”

Og hvo er den, som ei Thorvald troer?

Og stort, som Aanden, sig udvikled Hiertet,

En Røst fra Himlen han fornam:

Han følte, hvad der Christus havde smertet,

Og hvad der havde glædet ham.

Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie

Nedfoer paa Sky ved milde Lyn,

Og rørte ved et jordiskt Øie,

Da Thorvald saae et Himmelsyn.

Og hvad han saae, han Danmark viste:

De store Billeder de staae nu om hans Kiste;

Og Christus strækker, salig skiøn,

Sin Haand mod ham, og siger: Kom, min Søn!

Farvel, du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst,

Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst,

Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hierte aned Kunst.

Tak, Thorvald! du har adspredt den tykke Taagedunst.

Dig signe Mænd, og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaae;

De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.

Du skienkte Danmark Ære — hvad kan vi skienke dig?

Vor Kiærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig.