Ak, jeg kan neppe hitt’et,
Jeg kiender det ei meer;
Det er saa nyt, saa hvidtet,
Forandret ud det seer.
Nu har det Navnet saaet,
Nu „Apothek” der staaer.
Det har der ikke staaet
I min forsvundne Daar.
Vel treti Somre svunde,
Med dem vor bedste Tid,
Da Juliaftner sunde
I Køligheden blid
Paa Bænken os ved Gaden,
Faer, Søster, Broer og Ven.
Der hviilte Venneraden —
Ei Bænken staaer igien.
Jeg, Dittersdorf! ei hører
Din Opers første Chor,
Før Phantasien fører
Fra Staden mig ombord;
Paa Langeland jeg nyder
Min Ungdomssympathie.
Musiken, som da lyder,
Blier til et Maleri.
Du Apotheker gamle!
Din Virken er forbi.
Du kan ei længer samle
Urter paa Livets Sti.
Nu selv i Urtegaarden
Du, trætte Gubbe god!
Est til en Spire vorden
For bedre Sundhedsrod.
Men stolt kan du nedskue,
Du bolde Dannemand!
Fra Himlens klare Bue
Til Siælland, Langeland.
To Urter du bereded,
Ei bedre hertillands;
Og det er — o, du veed’et:
Din Anders og din Hans.
De Urter de kan bringe
Saft i det danske Blod,
Kraft i den danske Vinge,
Marv i den danske Rod.
Vel sielden før vi sunde
Saa god en Medicin;
Thi den er for de Sunde,
Som Rankens bedste Viin.