Hvis ikke vi kiendte Langeland
Før i Dag, som nu det sig for os viser,
Da maatte vi sige: det er for sand
En Ø, hvor til Middag man to Gange spiser.
Von Schmidten og Ahlefeldt kappedes om
At modtage Fyrsten; det kunde man vente.
Da silde vi til Tranekiær kom,
Begyndte vi, hvor i Byen vi endte.
Dog var vi ei blot ved Bordet til Giest,
Og sad ei blot i de skiønne Sale.
Hist hørte vi Gad, den gode Præst,
At indvie Skolen med venlig Tale.
Vor Fyrste stod i den liden Vraa,
Hvor Fromheden skulde tænde sin Kerte,
Hvor gode Frugter skal Nødder slaae
I Barndommens ufordærvede Hierte.
De sang for ham, de fattige Smaae,
En aandelig Vise til Herrens Ære;
Og Solen ind ad Vinduet saae,
Som om et Vidne den vilde være.
Og dette Anlæg forstyrres ei,
Thi paa dets Gartner kunne vi stole.
Jeg glemmer ei paa min Vandringsvei
Dig, første Dag i den lille Skole!
Jeg gik med en yndig Mø derhen,
Som, Moltke! du bragte til min Side;
Du altid jo var min Musas Ven
(En Moltke kan altid Skialdene lide).
Den Hulde nu mistet sin Søster har,
Hun sank i Graven — o, bittre Klage!
I arme Forældre! Gud! bevar
Den Rose, som de har end tilbage.
Hvor deiligt ligger Tranekiær-Slot!
Og hvilke herlige Echotoner!
Hvor klinger i klare Luft dog godt
De stærke, lystige Malm-Kanoner!
Men midt i Selskabets muntre Støi
Ved Glassets Klinken, og mens det knalder,
Jeg tænker mig paa en Ridderhøi
Hensat i senere Middelalder,
I Wallensteins og i Gustavs Tid,
Naar Kæmper samledes rigt i Salen,
Hvor Rhinens Drue ved endte Strid
Dem fyldte Sølver- og Glas-Pocalen.
Fængkrudtet lyser, ved Bægrets Klink,
Hid fra Kanonen paa Stuemuren.
Hvor herligt stander den steile Brink
Dog med sine Haller i Naturen!
Nu bringer os Greven flittigt om
Paa Den, som yndigt os fortryller.
Op til den nordlige Kyst vi kom,
Hvor kyssende Bølge Stenen skyller.
Nu kiøre vi atter ad Danavang
Til Byes med venlige Vert fra Borgen.
Og Christian synger ved Orgelklang
Til Herren med Folket Søndagmorgen.