Deiligt ligger Hovedstaden, det maa Sandheden tilstaae.
Agershuus, den gamle Fæstning, speiler sig i Fiorden blaa.
Rundtom bovne grønne Bakker, hvorfra daglig Øiet fik
Et forskielligt Panorama med et overrasket Blik.
Kommen did til fierne Forstad, mødte mig et helligt Navn:
Opslo! Men ei Gaden giemmer anden Levning i sin Favn.
Ikkun Navnet er tilbage, høit et Stykke Klostermuur;
Men den samme Fiord ved Bryggen, men den samme Biergnatur,
Som i fordums Dage skued vilde Kæmper, blodig Strid.
Nu mig der en ædel Biskop, Sørensen, en Olding blid,
Klosterkieldrens Hvælving viste, viste mig, hvor Kirken var
Revet ned, som fordum giemte Liget af Jorsalafar.
Herligt løfter Egebierget sig, ei blot med Skifersteen,
Men med stærke Kampeblokke. Jeg paa Fieldet sad paa een,
Hvorfra grandt jeg overskued Dal og Bakker, Fiord og Stad.
Vognen holdt paa bratte Skraaning, mens i Lynget Skialden sad.
Herfra saae jeg flere Huse, spredt i Dalen, Byens Trøst,
Som de Norske kalde Løkker: Vaaninger for landlig Lyst.
Sligt et Huus har gamle Treschow, Sverdrup og min Skielderup.
Yndigt ligge de i Dalen, som en Blomst i grønne Knop.
Men hvad danske Skialden savner, qvægeligt og Byen nær,
Er en Park, en vældig Hauge, med en Gang af Lindetræer.
Her kan ikke gaaes i Skyggen. Veien løber op og ned,
Uden Gangsti, stærkt bestøvet, og i Sommerdagen heed.
Byen selv er slem at vandre; du til Hovedstaden maa,
Hvis du vil i stolte Norge finde Stene ganske smaae.
Ikke troer du, at du lever i et Land med Kæmpesteen,
Naar du her paa spidse Gnalling slider Saallen af dit Been.
Dog den Tid vil snarlig komme, da paa Fliser trædes der;
Og en Hauge, skiøn som Tøien, ligger Staden ganske nær.
Naar først Kongeborgen bygges paa den sløifetglatte Grund,
Vil ei heller Christiania savne meer sin Sommerlund.
Tøien, en botanisk Hauge, smiler som et Paradiis.
Egnen vidt man overskuer der fra Løvets grønne Riis.
Kirsebær, som her jeg smagte, viger ei den danske Frugt,
Mere kraftige mig tyktes Bærrene ved norske Bugt.
Jordbær ogsaa skienker Frigga, herlige, maa jeg tilstaae,
Aromatiske fra Fieldet, mørkerøde, ganske smaae.
Deiligt ligger Thulstrups Hauge. Did jeg seiled paa en Baad
Med en Venneflok, og Regnen giorde Farten lidet vaad.
Alt imellem skinte Solen, skiulte sig ei stedse mørk,
Viste mig paa Blomsterklippen: „Norges Land er ingen Ørk”.
Nei, tilvisse! — See, der kommer Qvæget paa en støvet Vei,
Ei saa stort som vort i Danmark, kraftigt dog, og magert ei.
Her Extremerne sig møde: golde Stene, rige Korn.
Snart er Koen ganske kullet, snart med Knap for Kæmpehorn.
See, der stander Biælkehuset! Stedse jeg det mindes vil.
Der for Norges ædle Sønner læste jeg mit Sørgespil:
Tolked med sin egen Stemme blussende sin egen Sang.
Og i deres stærke Haandtryk og i deres milde Blik
Rigelige Tak jeg høsted, hæderlige Løn jeg fik.
Men for ædle norske Qvinder læste jeg det ligerviis.
Og mig ikke mindre hædred Venlighedens hulde Priis.
Thoras Søstre, Valborgs Søstre fletted Krands — ei i mit Sværd —
Men en Krands om Skialdens Harpe viste: den var Æmnet værd.