Man sagde lang Tid og paa mange Steder:
„Ei Heltedigtet meer Nutiden klæder.
Virgil Homer alt efterlignte; Mange
Har efterlignt Homer i deres Sange.”
Af Heltedigte saare faa der fandtes.
Saalidt som en Comedie, var Dantes
Et Heltedigt; for Nutid ei et Mønster,
Ei meer, end for et Slot Straßburger-Münster.
En broget Krands af Eventyr, ei dantisk,
Men ridderlig og liflig og romantisk,
Var Ariostos Sang, i mange Dele;
En frodig Blomsterkost, men intet Hele.
Tasso gav meer en samlet Laurbærkrone,
Dyb, ædel, høi — lidt i det Monotone,
For meget Graat i Graat, man savner Noget,
For mørk maaskee, som Ariost for broget.
Et herligt Vælk, som staaer Homer ved Siden,
Er Nibelungens Qvad om Heltestriden,
En herlig Klang i Harpen, værdig, rolig,
Dens Gienstand kun for grusom og for blodig.
Hvorledes man, af Muserne velsignet,
Skiøndt man to Digtere har efterlignet,
Original og fædrelandsk kan være,
Det viste Goethe til sin Hermanns Ære.
I Norden aldrig reent for Modeklangen
Sig tabte Kæmpevisen, Folkesangen;
Saa blev det let, at tyde gamle Skrifter,
Hvor Maanskin faldt i Heltemurens Rifter.