Naar ei man klare Sandhed har for Øie,
Man tage kan det Lave for det Høie;
Og stundom vrages Kunstens sieldne Gave,
Fordi man tog det Høie for det Lave.
Jeg denne Gang Romanen har i Sigte,
Som Mange vil ei regne med blandt Digte.
En kold Forretningsmand den dybt foragter
Som Hiernespind med latterlige Fagter.
Forældre vil om den tidt Intet høre,
Fordi den deres Døttre skal forføre;
Men gamle Moer, som sidder hist i Krogen,
Forvexler ofte den med Bønnebogen.
Og Mængden grumme gierne den vil eie:
I Hylder hist, hvor Bøger faaes til Leie,
Du finder den; fra Ryggen flaaet er Skindet,
Forrevet, halvfortært er næsten Bindet.
Det Bedste kan i Verden man misbruge;
Og hvis man ud af Bedet vilde luge
Hver slet Roman, som kunde Folk behage,
Af gode blev der saare faa tilbage.
Naar kun det pænt er slebet af paa Kanten,
Saa tager Folk let Glasset for Demanten;
Og — hvad som værre var — Demanten lastes
Af samme Folk, og som et Glas forkastes.
Af lærd Pedant Romanen undertryktes,
Fordi Cyropædien ikke lyktes;
Milesiske Roman dertil ham bragte,
Selv Goethes Wilhelm Meister at foragte.
Tidt i Romanens store Genrebilled
Er hele Fædrelandet os fremstillet.
Cervantes, Walter Scott — de kiære Tvende
Ret lærte Spanien, Skotland os at kiende.
Beskriv dit Levnet! og snart vil du møde
Heel Meget, som Forholdet kunde støde
Imellem dig og Andre; Alt afmale
Kan du ei frit, ei steds fortrolig tale.
Det kan du i Romanen; du kan blande
Opfindelser med selverfarne Sande.
Det støder Ingen. Viis du kan belære;
Og sandt vil Værket, skiøndt en Digtning, være.
Og een Ting maa du heller ei forglemme:
Den kiære Ungdom har, som du, en Stemme;
Og Elskovseventyr, dem vil den høre,
Den unge Mø vil, man skal Hiertet røre.
Det hielper ei, at holde dem i Bure;
Som Ræv om Druer sige: De er sure!
Fordi man selv dem længer ei kan smage.
Ungdommens Fryd skal Alderdom ei vrage.