Romanen er i Prosa. Der er Mange,
Som troe: blot Poesie bestaaer i Sange,
I bunden Stiil; at aldrig den blier funden,
Undtagen at den har et Vers i Munden.
Hvad har man ei oplevet? Poesien
Mishandlet ofte blev af Theorien.
I Shakespeares Tid man agted ei Comødien,
I Shakespeares Tid man agted ei Tragødien.
Hvis Venus og Adonis ei var skrevet,
Han i sin Livstid ei erkiendt var blevet
For en Poet. Lucretia gav Ære;
Men Lear og Macbeth maatte den undvære.
Det var ei Poesie! — Man kunde vise
Fra vor Tid mangen lignende Sottise.
Men til Romanen vender jeg tilbage,
Dens Prosa skulde man vist ikke vrage.
Thi Ordet Prosa har, som fleer i Sproget,
To Meninger: Naar Digtet duer ei noget,
Det kaldes Prosa; den, som Skiønhed stævner
For Hverdags Thing, en Prosaist man nævner.
Men den ubundne Stiil ei Skiønhed svigter,
Og den foragtes ei af nogen Digter.
Fleersidighed i Form, til den han trænger,
Og stundom vil han ikke rime længer,
Ei gaae i Versets Baand; hans Musa leger,
Hvor efter Lunet hun sig frit bevæger.
Men ved Besøget Sproget hun belønner,
I det hun det forædler og forskiønner.
„Poetisk Prosa!” Prosaist vil sige,
„Behold den i Phantasteriets Rige!
Dens Blomster af Papir kan os ei nytte;
Med Alvorssprog vi ville den ei bytte.”
Hvormed? Med Cancellistiil? Nu, min Kiære!
I Fald du ikke vil det, saa lad være.
Giv dine Perioder ud i Trykken,
Og gaa endnu med Pidsken i Parykken.
Men det er latterligt. Og hør nu dette:
Lidt efter lidt maa du dog Stilen rette;
Naar Fædrelandet Sproget har indviet,
Det ogsaa trænger ind i Cancelliet.
Poetisk Prosa skal du ikke hade,
Den er ei „Rose blaa med Sølverblade”;
Hvad selv den hader inderligt, som Lasten,
Det er Forskruenheden og Bombasten.
Den efter Eenfold, efter Klarhed stræber,
Som det sig sømmer skiønne Musalæber;
Her Kunsten ei med Pynten sig vil smykke,
Som Hyrdepige vil den giøre Lykke.
I vor Tid, hvor man tidt forvexler Sangen
Med Rumlepotten og Triangelklangen,
En Digter kunde tidt saae Lyst, til Hæder
For ægte Kraft, at kaste Versets Klæder.
Og nøgen staae, som Herren Aanden skabte.
En Petitmaitre kun ved dette tabte,
Som Unaturens pæne Kiæledægge,
Med falske Lokker og forlorne Lægge.
Fordi den savner Versifikationen?
Er Shakespeare tragisk ei i mangen Scene,
Hvor uden Vers hans Genius staaer ene?