Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Cantate

ved Universitetets Sørgehøitid den 4de August 1814,

til Minde om Frederik Christian,

Hertug til Slesvig Sønderborg.

Fortalen.

Chor.
Musers Chor!
Sort i Flor
Sorgfuldt fra Olympen træder,
Nærmer eder Graven, græder!
Ak, vor Kummer mangler Ord.
Dunkle Løv!
Smyk hans Støv.
Høit mod Himlens hvalte Bue,
Sørgende Cypres! du skue.
Viisdoms Dyrker! Kunstens Trøst! —
Koldt er nu hans varme Bryst.

Recitativ.
Du steg, og himmelskherlig var din Flugt,
Paa Dødens Vinger til en salig Glæde.
Dit hele Liv var offret kun Minerva,
Og hendes Magt at hævde tro du stræbte.
Rørt saae den Himmelske dit Hiertes Trang,
Og med et Smiil til sit Elysium
Bortfierned hun dig huldt fra Kampens Rasen,
Da først du havde skuet Vældens Fald.
Sov sødt, vor Helt! Med eviggrønne Laurbær
De blege Muser Graven krandse vil;
Og ofte skal vi vandre til din Høi,
Og mindes dig ved Harpens Veemodstoner.

Sang.
Fader! trindt omkring dit Liig
Dine unge Sønner træde;
Sværge dig med hellig Glæde,
At forkynde Mørket Krig.
Leer os med Prometheus’ Gnist
At udtørre Skovens Moser,
Lær os, vikle Hellas’ Roser
Huldt om Mimers Egeqvist!
Som en ægte Skandinav
Først hos Grækerne du tiente;
Moden du tilbage vendte.
Clio græder paa din Grav.

Chor.
Som en ægte Skandinav
Først hos Grækerne du tiente;
Moden du tilbage vendte.
Clio græder paa din Grav.


Efter Talen.

Sang.
Venskab sørger ved hans Baare;
Thi han var en trofast Ven.
Unge Sønners bittre Taare
Kalder: Fader! kom igien!

Den ei sin Smerte dølger;
Saa for Tycho sørged Hveen.
Als! tungt rulle dine Bølger
Mod den Ædles Mindesteen.

Græm dig ei, du ædle Qvinde,
Vor Augusta! du ham seer.
Du skal Fredrik Christian finde,
Hvor I aldrig skilles meer.

Slutningschor.
Lyd, vor Sang!
Musers Ven skal Muser hylde.
Alle vi ham Krandsen skylde,
Laurens Krands.
Herlig er dens grønne Glands,
Ei den visner, frisk den funkler,
Ingen Vælde den fordunkler,
Evig grøn ved Harpens Klang. —
Sov da vel, du ædle Mand!
Videnskabens Christian!