Til Madame Labouchere, født Knudtzon
Paris, den 11te Juni 1808.
Paris, den 11te Juni 1808.
Græd ei, fordi du maa dit Hiem forlade,
Fordi de Elskte ile fra dig bort!
Dig skiller fra dit Norge Havets Flade;
Men Havets Vei er altid kort.
Din Fader raader over lette Snekker,
Og dine kiære Venner elske dig
Med Kiærlighed, som ingen Frastand svækker.
Græd ei! thi du est lykkelig.
Een Broder bliver, og en anden kommer
Med Skibet snart igien til franske Strand,
Og bringer dig midt i den skiønne Sommer
Tilbage til dit Fædreland.
Saaledes vilst du længe Livet nyde
Imellem Kiærlighed og Kiærlighed,
Og som dit Skib, skal Livets Snekke flyde
Imellem tvende Blomsterbed.
Behold dit Hiertelag til Nordens Egne,
Glem ikke Rugens Land, hvor Druen groer!
Uskrømtet Venskab blomstrer allevegne,
Dog trives dette Blomster bedst i Nord.
Lær dine Børn dit Modersprog at tale,
Lær dem at have Norges Fielde kiær,
Og siig dem: i de danske Dale
Slaae Hierter, som er Venskab værd!
Lad tidt en trofast Sang fra Hiemmet lyde
Paa dine Læber, lært i Klippens Hald;
Lad tidt en Taare fra dit Øie flyde
Ved Sangen af den danske Skiald!
Vi sees igien! Hvo vilde vel formode,
At kiære Venner fandtes aldrig meer?
Vi sees! Selv Døden skiller kort de Gode;
Hist findes de, og stilles aldrig meer.