Sophus Zahle
Marts 1837.
Marts 1837.
Saa siunger hver en Dødelig.
Vel, at vi ikke Veien kiende!
Men Maalet hist i Himmerig
Seer Siælen, ei af Gud forladt,
Med Haabets Øie Dag og Nat.
Du skued Maalet klart herneden,
Før Dødens Alf dit Øie brød;
Hengangne Ven! Udødligheden
Besiælte dig tidt før din Død.
Hvad her som Christen troede du,
Det, Salige! det veed du nu.
Dit Øie med forklarte Blikke
Den elskte Viv hos Gud giensaae,
Og Gud og Fædrelandet ikke
Forlade dine kiære Smaae.
En Venneflok med Barmen trang
Dig følger tro med Skialdesang.
Thi Ven du var, og Kunsten styrked
Din Aand med Harpens Melodie;
Naturens Videnskab du dyrked,
Thi Himlen speiler sig deri.
Kunst og Natur som Vinger bar
Dig op til Naadens Throne klar.
Sov sødt, vor Ven! Vi skal ei glemme
Dit Minde paa vor Fremtids Gang;
Og ofte lyder os din Stemme
Endnu i mangen venlig Sang.
Du planted selv en Glemmigei
Paa Graven — og den visner ei.