Saa vidt paa Jorden,
Til Syd fra Norden,
Jeg freidig drog.
Hvorhen jeg stævned,
Mit Sværd sig hevned,
Og Fjender slog.
Mig Vikar skyldte
Sit Banesaar,
Da knap jeg fyldte
Mit tolvte Aar.
Snart blev jeg Mester
Af Sember, Ester;
Thor gav mig Held.
Jeg svang hans Fane,
Blev Visins Bane
Paa Arnafield.
Han kunde dæmpe
Hver nøgen Odd;
Jeg slog den Kæmpe
Med huddækt Braad.
I Myklegarden
Tvang Danebarden
En Brydie stærk.
Saa høit det dundred,
Sig Græker undred
Ved sligt et Værk.
Et Kobderbilled
Blev sat i Leir,
Som forestilled
Stærkodders Seir.
Da mig forførte —
Jeg Loke hørte,
Paa Anglen beed;
Jeg slog i Badet
Med Sværdebladet
Min Konge ned.
Jeg bleg mig vendte
Fra Daaden fræk,
Og Angsten spændte
Mig med sin Skræk.
Jeg veg fra Nøden,
Jeg søgte Døden,
Men fandt den ei.
Som Ax jeg fældte
De tappre Helte
Paa Gothers Vei.
Til Thor jeg klynked:
„Send mig en Piil!”
Mig Guden ynked
Med haanligt Smiil.
Hil, Hil Alfader,
Som Synd forlader!
Jeg fandt min Død.
Min Helt er kronet,
Jeg har forsonet,
Hvad jeg forbrød.
Jeg meer ei bæver
For Helas Qval,
Min Aand sig hæver
Til Odins Sal.