Niebuhr
Januar 1831.
Januar 1831.
Europas Himmel graaner Aar for Aar,
Og Aandens Lys hendøer i skumle Sky;
See Videnskabens Sol for Natten flye!
Hvor nys var Aftenrøde, Taage staar.
Geniets Carlsvogn i den mørke Nat
Snart ruller længer ei paa skiønne Hiul;
Og Orion, i Flammerustning guul,
Ei klaarer Mulmet — som en Tanke brat.
Men længe smerted Muser ei et Tab,
Som Niebuhrs Død. Han var et Kæmpelys.
Skiøndt ofte Sygdom trued ham med Gys,
Han brændte mægtig for hver Videnskab.
Opfødt ved Daddelfrugt i Morgenland,
Han i sin Vandringstaske Blomsten stak,
Og tog den gierne med til Tiberstrand.
Og Agt han nu med Flid paa Runen gav,
Som ruged over Romerheltens Been.
Han læste sindrigt paa den brustne Steen
Og paa hvert grønsværdækket Architrav.
Nys Sandhed han i Eventyret saae,
Nu blev Historien ham Eventyr;
Og mangt et Træk skarpsynet han fornyer,
Hvo troer, at han, som Smag i Digtning fandt,
Som lytted barnligrørt til Bækkens Fald,
En Mester ogsaa var i brudne Tal,
Og regned trods den koldeste Pedant?
Dog var det saa. Thi Alt, hvad mægtigt ind
I Livets Samfund greb til Vinding, Tab,
Det rørte Niebuhrs Aand til Mesterskab,
Det vakte Verdensvennens Tankesind.
Man brugte ham. Og snildt han sig forstod
Paa Sølvet — paa den Vind, der ei slaaer fejl,
Der høit opsvulmer Handelsskibets Seil —
Det borgerlige Legems Kiød og Blod.
Med sikker Daad han virked, hvor han kom;
Men Videnskaben atter Seier vandt,
Sin Cicerio i Asken han gienfandt,
Og moderligt ham vinkte gamle Rom.
Ei meer Politiker, Beregner klog —
Høilærer han i Skolen atter stod;
Misundelig ham Døden ei tillod
At ende sin udødelige Bog.
Han var en Danske, født i Kiøbenhavn,
Og gamle Danmark var ham altid kiær;
Og derfor lyder Danersangen her,
Og Mnemosyne glemmer ei sit Savn.