Schimmelmann
Februar 1831
Februar 1831
Sølyst! yndigt over Vandet
Grøn du smiler høit fra Landet;
Mange Danske tidligt, silde
Dreied snelt forbi din Kilde,
For i Vaarens lyse Leire
Herthas Atterkomst at feire.
Yndige blandt danske Steder!
Kildenymphens Øie græder
I din Løvsal, Taarer rinde
Ved et kiærligt Ungdomsminde.
Men i Fald du meer vil græde,
Hamadryas! græd af Glæde:
Schimmelmann har Palmen vundet,
Hisset har han atter fundet
Langt fra denne dunkle Grotte.
Da Emilies unge Hierte
Brast i Kampens sidste Smerte,
Vilde hun en Blomst ham række;
Men da skiulte Dødens Dække
Hendes Blik — og uden Klage
Sank den Yndige tilbage.
Som en Olding, kort for Døden,
Drømte han: i Morgenrøden
Stod Emilie; hun rakte
Blomsten atter. Dagen vakte
Drømmeren, just da han tænkte
Vist at gribe, hvad hun skienkte.
Hulde Varsel! Himlens Engel
Vinkte med sin Liliestængel.
Lilien er en Rose vorden,
Skiøn som ingen Blomst paa Jorden.
Kiære Sølyst! saa alene
Staaer du nu bag dine Grene.
Brat dit Trylleri forsvinder.
Siig, hvor jeg dig atter finder?
Og hvad er da vel at tale
Meget om slig Sommersvale?
Gives der ei tusind Steder,
Hvor man til en Stormand træder,
Som ret venlig i sit Eden
Deler Overflødigheden,
Festens Glæder, Livets Fylde
Med de Skarer, som ham hylde?
Stille, Dadler! stille, stille!
Længe vel vi vente ville,
For igien, til Ædles Gammen,
Slige Stierner funkle sammen.
Statsminister, Digter, Tænker,
Fri for alle Fordomslænker,
Sund, dog øm for Andres Smerte,
Munter, med et Englehierte,
Følsom, som en Mø i Vaaren,
Øiet skarpt, men mildt af Taaren,
Tankefuld, i Viisdom kyndig,
Lille, bleg, og dog saa yndig —
Saadan ind til os han traadte,
Og et Vennesmiil forraadte
Al den Godhed, Hiertet giemte,
Som til Glæde Flokken stemte.
Saadan staaer han for mit Øie
Hist paa Siølunds Blomsterhøie.
Blikket med Begeistring brænder;
Videnskabens, Kunstens Kiender!
Videnskabens, Kunstens Dyrker!
Mangen Ynglings Mod du styrker.
Ogsaa mit du styrked, hæved;
Da min Knop i Stormen bæved,
Vanded du dens Rod, og satte
Huldt i Sol den fast Forladte.
Derfor aldrig nogen Sommer
Paa sin grønne Vinge kommer,
Hvor jeg ei med Mindets Glæde
Vandrer til dit øde Sæde,
Tænker henrykt der i Lunden
Paa den Fryd — som er forsvunden.
Naar en Vind i Krattet hvisler,
Naar dernede Kilden risler,
Naar en Sky hen over Søen
Nærmer sig saa langsomt Øen —
Troer jeg, Schimmelmann! at skue
Dig i Aftenrødens Lue.
Stolberg dig og Klopstock bringer
Smilende paa Englevinger.