Den gode Smag — det er en herlig Sag;
Men sieldent finder man den gode Smag.
Hvoraf det kommer, vil jeg eder siunge:
Fordi ei træffe sammen just saa let
En saftig nærende, vellavet Ret,
Og saa en sund, en ufordærvet Tunge.
Som det gaaer Legemet, det gaaer vor Aand;
Vi sammenholdes ved et Tryllebaand,
Som Væsener af Idealers Rige.
En Gienstand Kraften først maa virke paa;
Og kun forstaaes af den, som kan forstaae.
Her hedder Lige det, som steds, for Lige.
Ved Phantasie, ved Følelse, Forstand,
Ved Vid, ved Ild en Digter virke kan;
Men disse Evner skal af Evner fattes.
Det kolde Bryst koldt byder Ilden Trods,
Forstanden aldrig agtes af en Klods,
Og uden Phantasie hvert Billed mattes.
Luk Vindvesskodder i en Malersal!
Og til den bedste Kunstners store Qval
Forsvinde brat i Mulm de skiønne Farver.
Det Store da blier lige med det Smaa;
I Mørke synes alle Katte graae,
Man leger Blindebuk med tomme Larver.
Man tidt har klaget over slette Kunst,
At den forfængelig blev idel Dunst —
Vel sandt! Men de, som over Smagen vaage,
Hvor ofte klaged de med falske Mund!
Critikens Bygning stod paa fugtig Grund,
Og der udklækkedes den værste Taage.
Forfænglighed! Fordom! Pedanterie!
Jeg vilde gierne bede jer: o ti!
Hvis det jer muligt var, at holde Munden;
Den slette Kunst I komme vel tilpas.
En broget Harlekin, en kaad Bajas —
O! begge skade saare lidt i Grunden.
Beundre taabeligt et aandløst Værk —
Den Daad er slem, men den er ikke stærk,
Og Skrøbeligheds Synd bør man tilgive.
Men med sin Hovmod gaae for fulde Seil,
Og dadle sund Naturlighed som Feil,
Det kan den bedste Frugtbarhed fordrive.
Spidsfindighed selv vrager gode Kost —
Ondskab, Misundelse som Nattefrost
Paa Træet falder, dræber spæde Knopper.
Saa kommer Lummer-Heden — gode Gud!
Græshopper, Orme klækker Somren ud —
Og snart paa Marken staae de nøgne Stubber.
Det let opdage kan et skærpet Blik:
Slet Kunst fordærver — mere slet Critik,
Som blind, forvoxen, giør sig selv til Dommer.
Den svage Kunst kun famler som et Barn,
Den sig forvikler i sit eget Garn,
Og Rimen smelter snart, naar Solen kommer.
Men Oprør i de skiønne Musers Land
Af en vantreven, kaad og skiæv Forstand,
Som daarer Mængden med sin Kiendermine,
Som fræk bedømmer Alting — Rub og Stub,
Letsindig i sin Jacobinerklub,
Og slæber Uskyld til sin Guillotine —
Det skader meer. I Musers Tempel gaae
Da Ingen uden Bryllupsklæder paa,
Det rene Hiertes ædle Bryllupsklæder!
Hvis ei, forvises han fra Lyset brat,
At skære Tænder i sin egen Nat,
Men ei med egen Sod at plette Hæder.