Da nu Skirnir blev vaer den opladtsølverne Laage,
Hvor med kulsort Glands ham en Broes glatdannede Steenkul
Veien viste; da gik han derind; og brat han befandt sig
Atter i fri Luft. Himlen var blaa med utallige Stierner.
Og han opdaged et Gaardsrum der; men i Gaarden han Slanger
Fandt istedet for Høns og istedet for Ællinger Øgler;
Husligt krøb de omkring og de drak imellem af Truget.
Pigen med Forklædet fuldt af Æde sig viste paa Tærsklen
Af Dørhvælvingen; raabte paa »Tippe, Tippe«, da rasled
Det i Krogene; Slangerne løb, og de langsomme Padder
Vralted, Giæssene liig, naar paa vaklende Svømfod klodset
Flydningens stadige Flugt de betale med latterlig Skridtgang.
Men da Tærnen fik Skirnir at see, da løb hun i Kiøknet
Til sin Jomfru og skreg; men det Sprog ei Skirnir forstod ret,
Thi det var finsk, og det tonte som Vinden der suser i Vraget.
Da kom Tærnerne frem, Gaardskarlene, for at betragte
Den Nykomne. De stirred forundrede. Skirnir besaae dem
Ret nu i Mag: de var smaae, sorthaarede, blege, med Rynker;
Glat Tanghaarene laae dem om Kindbeen; Pandernes Hvælving
Spored man knap: stumpnæsede Folk, med Øine saa smaae som
Hasselnødder og Fingre saa skrumpne som tørrede Gulrod;
Sørgeligt stirred et livløst Blik, og den matte Forundring
Viste hvorlidt de besad af en høi guddommelig Flamme.
End man finder det Kuld i Finmarksdalen og Grønland.
Skirnir sukked og qvad: Hielp Thor! hvad fattes min Husbond?
Elsker den deilige Mand nu en Hex? Vel Elskov er blind tit,
Men saa blind Vanvid dog kun er, at en Yngling, som Vaaren,
Skulde forgabe sig slet i en grov uskikkelig Trælqvind.
Som han tænkte paa sligt ved sig selv, da saae han i Døren
Gerda stande bag Tærnernes Flok. Saa studser en Bonde
Naar i en mudret Grøvt med sin Skovl han graver i Dyndet,
Op at kline den skraalige Væg, og han finder et Guldhorn.
Nu begreb han sin Husbonds Qval; thi deilig var Gerda:
Ikke som Frei guldhvid; hun var sorthaarfager, og Lokken
Vandt sig, som Ibenholt, om en høihvalt Pande som Filsbeen.
Ikke som Himlen var Øinene blaae, de var mørke Granater;
Klart var det giennemsigtige Dyb, som Søen i Havblik,
Og i den bruneste Grund stod Siæl og smilte til Siælen.
Halv kun den deilige Barm var bedækt; i Knuppernes Huulning
Blomstred gnistrende Lokken: det eneste Jertegn Gerda
Fik paa sin Jettenatur; men det skiæmmede Barmen saa lidt, som
Negliken Purpurets Plet, og som Musset beskiæmmer en Rose.
Men da Skirnir fik Mælet igien og sit Ærinde røgted,
See da svared ham stolt og med Harm den dristige Biergmø:
Hils din Husbond, siig ham, at længe med smægtende Længsel
Freir kan sukke for mig; han aldrig skal eie mit Hierte,
Mindre trykke mig fast i sin Arm; jeg hader ham heftigt.
Ei har den Spee vi forglemt, som os Guderne viste; med Lænker
Utgardeloke nu dybt i Mørkhedskiælderen ruger.
Men ei Lænken er stakket! En skiønnere Verden sig viser
Her i vort Fields Grundvold, end paa Fladerne. Lege kan Odin
Længenok hist med den flygtige Sol, som Ægir med Havskum,
Frigg med det visnende Græs, og med Luftpust Alfernes Skare!
Vi har dog Ild, Steenkiærnen og Jord, og de flammende Bierge
Lystre vort Vink; vi ryste, som Hesten sin svulmende Manke,
Nakken, da styrter omkuld, som et Bretspil, Byer og Borge!
Skoven nedsynker som Skummet paa Vandblaat. Odin i Valhal
Kroer sig af indbildt Magt; men dog ældst var Loke, som eier
Jorden ved Fødselsret, og kun Odin raned hans Ætlod.
Dog snart svinder den giøglende Tid; snart kommer tilbage
Magten og Æren som svandt, og da Valhal synker i Avner.
Glædes da kun ved en latterlig Drøm! I vaagne dog tidsnok.
Men den betragtende Svend ung Skirnir meldte til Gerda:
Hvo har lært dig det Qvad, mit fortryllende Barn? Og forstaaer du
Ret hvad du nu mig har sagt? Ved mit Sværd, jeg vædder, den Viisdom
Ei undfanged sig selv i dit eget uskyldige Hierte.
Thi du kiender ei Utgardelok, du skued ham aldrig,
Sort, med de stikkende Haar, som Horn, nedgravet i Biergmulm.
Men din Fader har lært dig det alt; og datterlig deler
Du hans Tanker, som billigt, thi Dattren bør elske sin Fader.
Men betænk at du langt — kun langtud stammer fra Loke;
Deler ei noget med Jetten: du skiøn, han hæslig at skue;
Du liig Knuppen uskyldig i Duft; han skuler med Arglist.
Ofte forsoner et Barn ved sin Dyd Forældrenes Brøde
Tit det Forskiællige mødes og blandes af ulige Kilder.
Sider ei selv det mudrede Væld giennem Sandet saa lang Tid,
Til det er klart som Demant, og et Speil for Pigen i Dalen?
Blomsten af Mulm udvoxer, men hæver i Lyset sit Bæger.
Lad da nu Kiærligheds Rose forbinde dig Himlen med Dybet!
Men den formildede Mø skiøn Gerda meldte til Skirnir:
Høvisk taler du Svend; jeg tilstaaer dig, trofast dit Ærind
Røgter du efter din Husbonds Bud; du viser din Kløgt mig.
Gak nu tilbage naar først du har qvæget dig her med en Nadver,
Thi din Tale bevæger mig ei; den bøier mit Sind ei.
Bierget har herlige Kæmper, som vel kan lignes ved Guder!
Kommer da Tiden engang, at en Svend i Fieldenes Malmkløft
Finder mig vakker, og vinder hans Kiærlighed atter mit Hierte
See da vorder hans Viv med Fryd den blomstrende Jomfru;
Lykkeligt lever jeg da i min Dal, ved mit Field og min Kilde,
Kneiser kiekt i Jetindernes Flok, blandt Biergenes Første.
Men saa ringe jeg føler mig ei, at forfængelig ængstlig
Gerda til Asers Hob indtrængte sig, blot for at haanes,
Oversees med et taabeligt Blik i Asyniers Skare,
Som en Foragtet, hvis Byrd var for lav til Gudernes Ære.
Men den smilende Svend ung Skirnir meldte til Giensvar:
Falske Tanker du har om Asynier! Taabelig Hovmod
Findes i Menneskers Kreds, hos Valhals Guder er Eenfold.
Hvad der er stærkt og skiønt, hvad der virker i Kløgt og i Viisdom,
Der Guddommeligt kaldes, ei Byrd; thi Odin og Thor selv
Sprang ved Alfauders Bud til et Liv af Intet som Miden.
Men den livsalige Mø skiøn Gerda meldte til Skirnir:
Hvad man ei kiender, det elsker man ei; vel kiender mit Field jeg,
Ei Valhal eller Freir, som jeg aldrig har seet, og som aldrig
Mig saae; halv jeg maa tænke: forrykt er vorden hans Hierne.
Da fortalte med Omsvøb hin sin Herres Bedrifter:
At han paa Hlidskialf steeg, hvad han skued i Kamret hos Gerda,
Og om den Ild der var tændt i hans Bryst af den blottede Skiønhed.
Gerda rødmed som Morgenens Gry; med synkende Blik hun
Stirred i svulmende Barm; men da Skirnir om Maanen fortalte;
Paatog Pigen med eet sig et spøgende Væsen, og raabte
Høit med Latter: Min Tro hvis din Freir hist ligner en Maane,
Maae han ei beile til blomstrende Møer; thi Maaner er gustne,
Og for det Gustne kun føler man lidt; dets Elskov er lunken.
Krysted dig Freir i sin Arm, giensvared den blussende Skirnir,
Vilde du mærke hvor lunken han var. Jeg taler ei længer.
Viis mig nu mit Herberg, og tillad mig, skue det Kammer,
Mø, hvor du sover i Qvæld! thi en Skat Asfreier mig medgav
Dig tiltænkt, som jeg nedlægger der. Da viste med Latter
Pigen ham Kamret, men gik, for at lave den qvægende Nadver;
Thi hun var god af Natur, og hun ynded den dristige Skosvend.
Men da Skirnir var ene, da skued han yndigt ved Leiet
Stod af hvidt Alabaster et Kar paa kunstige Fødder,
Fyldt med et biergklart Vand; hvori hun toede sit Ansigt,
Hænder og Bryst før hun slumred, den sundhedsblomstrende Jomfru.
See, da greb han i Hast sit Guldhorn, hældte dets Bølger
Snelt i det ventende Vand, og forlod det hvælvede Kammer.
Men Jetinden, (da Guden var vederqvæget og henbragt
Af Gaardskarlen til hyggeligt Ly) nysgierrig sig skyndte,
For dog at see hvori Gaven bestod, som bragtes fra Valhal:
Trak med sin Læbe paa Pigernes Viis, med spottende Stolthed,
Loe med Foragt og udbrød: Hvad er det? Skiønne Demanter,
Sølv, Guldkam og Rubin, har jeg meer end jeg bruger; det findes
Hyppigt i Fieldsteenskløften, kun sielden hos Guder i Luften.
Men da intet hun øined, da loe hun atter, fortørnet
Dybt i sin Siæl, og qvad: »Det tænkte jeg vel! I at giække
Overgaae vist Guderne Jetter; det nægter ei Sandhed!«
Skyndte sig med Afklædningen brat, og løste sit Belte;
Flængte saa sneehvidt Lin over Skuldrene; blottet til Midien
Stod hun ved Skin af den klare Demant, som lyste ved Karret;
Og med de hulede Hænder hun greb mod Bølgernes Flade
Purpurkinden at kiøle. Da skued forfærdet hun Freiers
Billed i Vandet og foer med et Skrig tilbage; men korsviis
Armene fast over Barmen knugt, og indhylled sig skamrød
I de nedhængende Lin med en Skræk, som svandt i Forundring.
Thi snart Sagen hun ganske begreb, og nærmed sig langsomt
Hyllet til Halsen i Maar, for igien hint Billed at skue.
Men da Gerda betragted den elskovsmilende Guddom
Følte hun stærkt livsalige Glød, som trængte til Marven
I Beenpibernes Dyb, og som sødt henrev til Beundring.
Thi han var herlig og skiøn: med den hvælvede Pande, som yndigt
Slog Slagskyggen mod Øinenes Ild, han stir red med sværmersk
Taare, med Vemodsblik, med et Suk, som giældte kun hende.
Rige som Guldløv flagred om Halsen de mægtige Lokker;
Og paa det dunede Bryst med sin Haand han blussende dækte
Hiertet som elskende slog bag sin Kæmpehvælving for Gerda!
Længe fordybet hun skued, og mærked ei selv at en Taare
Trilled fra Kinden paa Elskerens Mund; hun rørtes af Længsel,
Og en forunderlig Ild fra Vandet optrængte til Hiertet.
Ømt hun smiled og sukked: »O Freir!« hun bøied sit Hoved
Dybt hen over den sælsomme Skaal; saae først sig tilbage,
Om hun var vidneløs? og da sikkert hun troede sig ene,
Bukked hun hurtigt sig ned for at kysse det deilige Billed.
Da forsvandt han i Bølgernes Kreds, hvis iskolde Væde
Fugted din Purpurmund, skiøndt ei den Læberne kiølte!
Ængstlig da stirred hun atter, om Billedet svandt for bestandig?
Men da Vandet var klart, og da Freir stod atter paa Fladen,
Da fordybed hun sig i Betragtninger: sielden den Vise
Grandsker med saa stor Flid, hvad klogt hans Hierne begrunder,
Som Elskerindens Blik den hæftigtelskende Beiler;
Hver en Skiønhed da glæder, hver ubetydelig Mangel
Yndes da med, som et Tegn paa det Eiendommeligtkiære.
Gerda forgieves dog her hos Freir om Manglerne søgte,
Thi han var fuldkommen skiøn, var Gud, blandt Aser en Første.
Da forsvandt Hovmoden i Hast, da blev hun paa eengang
Tam som et Lam, og saa from som en inderligtkurrende Due;
Da gled haarede Pelsværk ned fra den glatteste Nakke,
Thi det var hedt; da fatted hun Mod, og hvisked med Blussen:
Billedet her kan ei see, det er Vand, det viser et Gienskiær;
Ikke tilsengs jeg gaaer, kan ei sove, naar ikke jeg først har
Badet mig Hænder og Barmen. Da lod hun Linene synke,
Skiælvende stod hun nu der, som da Embla sprunget af Stammen
End halvnøgen i Barken stak og betragted sin Askur.
Og med de snehvide Hænder hun Bølgerne tog, og begiød sig
Hals, Arm, Skulder og Bryst og de rosenblussende Kinder.
Men ei Badet i Aften, som ellers, husvaled; hun fandt sig
Hedere meer kun derved. Da sank hun mat paa sit Leie,
Vendte sig tit, opstod, og gik hen for Freier at skue.
Men den venlige Siofn (useet i Følge med Skirnir,
Kom hun i Gerdas Kammer, og hemmelig Vidne til alt var)
Huldt forbarmed sig nu over Pigen; de hvælvede Laage,
Smykte med langt Haar, lukte Gudinden med Liliefingre,
Rysted sin Valmukrands over lokkede Tinding, og glædte
Med den livsaligste Drøm skiøn Gerdas bankende Hierte.