Jeg vaagned under mit Æbletræ,
Det stod blandt Blomster i Enge;
Jeg fandt min Bragi bag Grenenes Læ,
Han slog de klingende Strænge.
Jeg Æblet modent af Qvisten tog,
Og rakte det Freia, min Frue,
Mens over Træet Regnbuen slog
Sin syvfoldstribede Bue.
Hver Gud, hver Gudinde sit Æble fik.
Men da mig Loke bortrøved,
Da Skiønheden bort fra Guderne gik,
Og Bragi blev høit bedrøvet. —
Jeg slumred igien. Jeg vaagned paa ny,
Jeg fandt ham i vilden Skare;
Men vildt det klang under Tordenfly,
Jeg raabte: Freia bevare!
Jeg slumred igien, men vaagnede glad,
Da var det en anden Alder;
De christne Præster en Vise qvad,
Jeg troede, jeg hørte Balder.
Det var en Sang til den hvide Christ;
Jeg henrykt Sangen istemte,
Thi Himlen aaben jeg skued hist,
Og gierne Valhalla glemte.
Men kort det kun vared; da brændte der Baal,
En Broder til Pælen man fæster,
Til samme Basuner et Hyklerskraal
Der raabtes af andre Præster.
Jeg vendte mig bort, og slumred igien
Blandt Alfer, de venlige Glutter.
Da lød der en Røst: „Syng med din Ven!
Hvo kaldte mig? Martin Luther.
Og snart jeg kiendte den ædle Præst,
Og hialp ham troligt at virke,
At siunge Psalmer til Høitidsfest
I en høitidelig Kirke.
Men Luther hensov, og Fromheden med,
Den sluktes, den hellige Flamme;
Vel Kirken stod paa det gamle Sted,
Men Hiertet — var ei det samme.
De sov i Kirken, jeg slumred med dem.
Da vakte mig Humaniteten.
Jeg Skialden fandt i det gamle Hiem,
Nu kaldte de ham Poeten.
Og gierne jeg sang, og Alle var froe;
Men som vi os lykkeligst troede,
Da sad et Spøgelse der, og loe,
Hun kaldte sig: Tidens Mode.
Hun brød sig kun lidt om Sands og Smag,
Smykt med utallige Fiære,
Der alle var faldne fra Paafuglens Bag;
Dog holdtes hun høit i Ære.
Jo meer hun fordreied Øiet og Mund,
Jo meer hun paa Trommerne dundred,
Desmere man raabte: „Hvo siunger, som hun?”
Desmere man hende beundred.
Jeg slumred igien. Da vaktes jeg op —
Af Een, som blev kaldet Athene;
Men mager og fæl var den Qvindes Krop,
Hun stod som i Verden alene.
Hun saae med Foragt paa Tidernes Elv.
Selv sang hun hæst, som en Vibe;
Hun hørte sig ikkun tale selv,
Og Alt hun vilde begribe.
Hun raabte: „Jeg, Ydun! lære dig skal
Dit eget Væsen at kiende;
Tilforn du var i de Drømmendes Tal,
Da kunde Barndommen blænde.
Du samled i Morgen- og Aften-Dunst
Midt i kortsynede Skare;
Nu skal jeg lære dig selv din Kunst.
Min Middag skal Alt opklare.”
Hun vilde mig gribe med mager Arm
Og slaae i Begrebernes Lænke;
Da sled jeg mig bort i billig Harm,
Som I vel alle kan tænke.
Hun hersker en Stund; det varer vel kort.
Jeg blunder, for ei at klage. —
Mig vide kun lader, naar hun gaaer bort,
Saa kommer jeg atter tilbage.