Ja, du gaaer frem, det kun en Daare negter,
Du stærke Kæmpe! men du snubler tidt.
Fremhielpe vil du Menneskenes Slægter,
Men ofte blind med et Tilbageskridt.
Den Lygte, du har med, gaaer ud i Blæsten;
Og mens du Ild af vaade Fyrtøi slaaer,
En Lygtemand dig tidt fordunkler næsten,
Hvis Giøglelys imens for Lygte gaaer.
Opdage giør du ei, som fordum, Lande,
Men Reisekunst, man aldrig før har havt;
Og Jordens Damp forvandles i din Pande
Til Kraft, der langt gaaer over Hestekraft.
Dit Fremskridt, raske Tid! al Roes fortiener;
Men ogsaa da, naar du tilbagegaaer?
Du tæmmer Tigre, Løver og Hyaner;
Din egen Hovmod — mon du det forstaaer?
Jeg negter ikke, det er skiønt og herligt,
Paa Sky af Damp at gieste fremmed Mand,
At agte, kiende ham; hvis mindre kiærligt
Kun Hiertet ikke slog for Fædreland.
Hvad der er godt, bør skattes allevegne.
Meddelelsen er Billighedens Tolk;
Men, ak! desværre mistes let det Egne,
Før vi blier Mennesker, vi er ei Folk.
At læse, skrive — ja, det er en Gave,
Hvormed vist Mængden godt kan være tient;
Men var det ikke bedre dog, om stave
Du havde lært ei mangen stolt Skribent?
Den Vilde danner du med kloge Taler,
Døvstumme læser, og den Blinde seer;
Men dine Talsmænds Bibel er — Journaler,
Og Hiertets Adel dyrkes ikke meer.
Ei Skialden meer du regner blandt Propheter,
Nu Alle rime kan paa langs og tværs;
Du Poesien dræber med Poeter,
Tilsidst blier Ingenting saa flaut, som Vers.
Og din Musik — ja, ja, den kan man høre,
Den skralder høit, hvis det fortiener Roes:
For Øie spiller nu, men ei for Øre
Din kolde, fingerflinke Virtuos.
I Cirkler du vel ikke maner Fanden,
Men Viisdom maner end med Floskler du;
Den ene Galskab veeg kun for den anden,
Og Nostradamus er ei død endnu.
For Frihed, Liighed vil du kraftigt værge,
Deri du har din største Stolthed sat;
Men hvad er Aandens Landskab uden Bierge?
Og hvad er Alt, naar Alt er lige fladt?
Humanitet skal hæves, som var siunken;
Den forestiller du i din Person?
Hvad er Humanitet, naar man er lunken
For Følelse, for Dyd, Religion?
I Kirke gaaes — for at bedømme Præsten.
Din Tro er lunken, stærk din Overtro;
Thi Fanatismen er jo kommen næsten
Saa vidt, at den forstyrrer Statens Ro.
Thi vogt dig, Tid! hvis Fremtid ei skal klage;
Med Manddom og Fornuft brug din Forstand,
Træd raadvild ei hvert Øieblik tilbage,
Og hold et Øie med din Lygtemand.
Pral ei af dine Fortrin — det vil sige:
Foragt ei, hvad en anden Tid har giort,
Og bortviis opblæst ikke fra dit Rige
Som visnet Alt, hvad der er evigstort.
Ja du, som tænker ret at gavne Kloden,
Som kalder Alt fra ældre Tid forslidt.
Hyld selv ei, som en Spradebasse, Moden,
Og giør de Vises Steen ei af dit Kridt.
Dig Skialdens Phantasie vil gierne følge
Paa skiønne Tog og til en ædel Kamp:
Slaa dristigt Broen over salten Bølge,
Og henrul over Jorden paa din Damp.
Men Dampen blot kan Folk kun slet forene,
Medbringer du ei Videnskab og Kunst;
Hvis ei din Orpheus atter rører Stene,
Da blier et usselt Giøglespil din Dunst.
Bryd Tangen ved Panama, bryd den Lænke,
Den Bom, der sig ved røden Hav har lagt;
Og Frøet til at handle, føle, tænke,
Lad paa dit Skib det være bedste Fragt.
Byg skiønne Stæder paa de skiønne Kyster,
Hvor lang Tid hersked grusomt Barbarie:
Nordafrica giør til Europas Søster,
Og Asien fra sin Opiumsdrøm befri.
Lær China, som for mange Sekler siden
Alt vidste, hvad du seent at vide fik,
At Magten i et Land er saare liden,
Kun bygt paa Politie og Mechanik.
Og hist, hvor Dyder midt i Frihed klage,
Hvor Egennytten er sin egen Ven,
Som Oldtidsguder kalde du tilbage
Franklin og Washington og William Pen. —
Dog, svage Siæl! hvad vover du at byde
Cheruben, der stolt over Jorden gaaer?
Som Stormvind, let hans Vinger sønderbryde
Vort Legetøi, mens han med Vingen slaaer.
Hans Aande, frugtbar snart som Foraarsluften,
Fremtryller Livets skiønne Skuespil;
Snart Lidenskab, og snart igien Fornuften
Han følger, Alt kun som hans Lune vil.
Han skulde, troer du, til din Stemme lytte?
Han seer dig ei, han ei dit Ord fornam. —
Velan! som Snegl, jeg kryber i min Hytte,
Og overlader hele Verden ham.
Een veed jeg dog, som over Dødninggruben
Fra Tidens Lænke vil min Aand befrie:
Den Gud, som skabte mig — Orm og Cheruben,
Opløser Livets Larm i Harmonie.