Vandreren.
En lille Krog til sikker Borg
Jeg ønskte mig saa gierne,
Hvor der var ingen Næringssorg,
Bekymringerne fierne;
Hvor intet hyppigt Tvedragtsraab
Forstyrred Sind og Tanke;
Hvor intet tomt, feilslagent Haab
Mig daared i min Skranke;
Hvor Armod længer ei min Aand
Til Banghed skulde koble.
Og hvor ei Lykken med sin Haand
Kun greb en Sæbeboble.
Døden.
En saadan Krog jeg til dig veed,
Som du har længe savnet:
Kom, Vandrer! stig i Graven ned,
Og ængst dig ei for Navnet.
Hvad Herlighed dig venter hist —
Det kan dig Troen lære;
Men det kan jeg dig love vist:
Her vil i Fred du være.