Adam Oehlenschläger (1779–1850)

I Dag for første Gang maaskee

En Digter frem med Harpen træder,

Begeistret, varm af Iis og Snee,

For at besynge Frostens Glæder.

Dog er det saa. At Snee giør varm,

Det har man ofte for bemærket.

Det er ei heller Kuldens Harm,

Foreent med Stormen og forstærket —

Det er ei den, thi den er Død,

Naturen Alt kan overdrive;

Men Sneen i sit varme Skiød

Huldt holder Skabningen i Live.

Og Isen med sin slebne Kant,

Naar Egnen er sit Grønt berøvet,

I Træet, som en Diamant,

Erstatter Skiønheden af Løvet.

Den strenge Vinter skiller ad,

Den skiller Venner fra hinanden;

Men den adskiller ogsaa Had,

Naar Manden meer ei driller Manden.

Det vante Hiulspor er der ei,

Men Slæden kan sig Veien bane,

Og hurtig, uden Kiørevei,

Til Hytten naaer den lette Kane.

Og ved den kiære Arnes Ild

Da blomstrer som en Rose Freden;

Og som Kiærminde blaaligmild

Med Smiil os møder Giestfriheden.

Og Lidenskabens vilde Glød

Ei frygteligt i Blodet flammer;

Men Viisdomslilien er ei død,

Den spirer i det stille Kammer.

Og det er vist: sand Kiærlighed

Har egentlig i Norden hiemme;

Thi Venus er letsindig heed,

Men Freia kan ei Ødur glemme.

Den stærke Sandseligheds Ild,

Hvor Orm i Knoppen er forborgen,

Er Sydens Passionsblomst vild,

Som varer kun, en Foraarsmorgen.

Men Kiærlighed paa Freias Vei,

I Kirken, og i Hyttekrogen,

Det er en himmelsk Glemmigei,

Som ligger giemt i Psalmebogen,

Og styrker selv, med Bladet puurt

Og blaat endnu, den gamle Glade;

Thi Troskab er en Vinterurt

I Snee med eviggrønne Blade.

Francisca! du din Ven har rakt

Din Haand i Julens Vinterglæde;

Dig Freia selv har Krandsen bragt,

Hun ved dit Bryllup var tilstede.

Og Februar, den kolde Tid,

Har skienket dig, Johannes Livet;

Men Aandens Sommer Freia blid

Har jer i Vintersneen givet.

Og Norden ogsaa Sommer har,

Som kan med Blomster, Frugter pryde;

Gid, elskte Datter dyrebar!

Mangt Aar du med din Ven den nyde.

Men steds mig Tanken blier gienvakt,

Naar Sneens hvide Fugle flyve,

At Februar har yndigt sagt:

Tre Gange syv er een og tyve.