Adam Oehlenschläger

Sang

Adam sad i Paradiis,

Glædte sig ved Blomst og Frugter,

Mellem alskens Lov og Riis,

Og ved Euphrats køle Bugter;

Men først da han fandt Mandinden,

Ret i Paradiis han kom,

Da først følte han med Qvinden

Sig i Skiønheds Helligdom.

Siden har hver Adams-Søn,

Naar han fik en Edens Have,

Til Jehova giort en Bøn

Om den samme kiære Gave.

Og naar først han vandt en Pige,

Slog det heller aldrig feil;

Og det Samme kan man sige

Om vor gode, kiære Thejll.

See, han drog til Axelstad,

Da man allermindst det tænkte,

Om Dortheas Hierte bad,

Og hun gierne ham det skienkte.

Til sit Paradiis han iled

Atter med sin vene Mø,

Lykken dem i Møde smiled

Over Land og over Sø.

I hans Paradiis vi nu

Sidde her i Vennekiæde,

Ønske med oprigtig Hu

Dem en reen, en varig Glæde.

Paradiis er ingen Fabel,

Det er her, som før det var.

Ingen Kain — mangen Abel

Glæde dette Brudepar!