Høstaftnen er saa kølig og saa klar.
Forladt den skiønne Flora Jorden har.
Autumnus kom paa Stormen, fulgt af Skov,
I Skoven steg han af blandt visne Løv.
Guld har han nok, af Purpuret kun lidt.
Med tunge Krone gaaer han sagte Skridt,
Og hvisker truende til hver en Lind,
Som ryster Hovedet, med Graad paa Kind.
Hvad Hemmelighed har han Skoven sagt?
„At han har Døden i sit Følge bragt.”
Hvid Vinter i en Beenrads Klædebon
Bag Muren stager med Leen alt i Haand.
Den stærke Høst drev Sommeren paa Flugt,
Nu plyndrer han fra hvert et Træ dets Frugt,
Udskriver Alnaturen streng til Skat,
Og hviner i den gyselige Nat.
Hans kolde Hofmænd i den strenge Luft
Forfængeligt, som Blomster uden Duft,
Ham følge, gule, brune, gyldenklædt,
Og bukke for den skumle Majestæt.
Det ædle Blaa, det muntre Røde sank;
Kun hist og her en Aster rund og rank
Opliver Græsset, som en Skiønhed bold,
Men uden Ømhed og for Elskov kold.
Det hielper ei at stride meer, Natur!
Din Time kom, udrundet er dit Uhr.
Din gode Konge, Sommeren, er død,
Snart følger du ham nu i Gravens Skiød.
Hør Uglen hist bag Bøgens sorte Blad!
Hun sidder nu, hvor Nattergalen sad,
Og tirrer som en Hex, en gammel Qvind
I Røverkulen, Vintrens Mordersind.
O, sover sødt i eders Kurve, Smaae!
I, Efterslægtens Haab, ei vandre maae
Med Fader i den sorgelige Nat.
Giem, Hytte luun og tr g! min elskte Skat.
Som Svibler i den varme Blomsterbænk
De slumre. Sundhed, Gud! de Elskte skienk,
At de kan spire stærkt, og bære Frugt,
Naar deres Faders Øie længst er lukt.
Jeg vil med Digterlyren i min Arm
I denne Time trodse Nattens Harm.
Men stille! Blæsten lægger sig, og hist
Nedstirrer Straalen paa den vaade Qvist.
O, rene Himmel! om en bedre Vaar
Du minder mig, som sikkert forestaaer.
Ved Kirkespiret jeg din Maane seer.
Det hvide Ansigt græder, mens det leer,
Og viser, som en syg, men deilig Mø,
At det er sødt, af Kiærlighed at døe.
Den er bedrøvet, men den skiælver ei,
Den iler freidig ad sin Sølvervei,
Adlyder uden Knurren Skiebnens Bud,
Og stoler fromt uskyldig paa sin Gud.
Og saa vil jeg. Bort, bort, du fæle Syn!
Den mørke Mismod svandt med skumle Bryn.
Nu venlig, som et Barn, jeg atter staaer
Med stille Gysen for min Kirkegaard.
Men hvad er dette? Op fra Gravens Ro
Opstige, Arm i Arm, de Døde to;
Den ene hist fra Kirkemurens Læ,
Og denne fra sit lille sorte Træ.
Fortrolige jeg seer dem tale blidt,
De blege Qvinder gaae med lange Skridt,
Gaae Kirken rundt — de staae for mig — o, Gru! —
Og spørge: Digter! kiender du os nu?
O, elskte Moder! seer jeg dig igien?
Kom nærmere, kom til din Søn, din Ven,
Lad ham betragte disse kiære Træk —
Han skiælver ei, han føler ingen Skræk —
Din Pande, dine Øine, denne Mund,
De sorte Haar, det hulde Smiil, som kun
Du straalte, naar du aned, hvad jeg blev,
Naar mit Forsøg jeg paa din Skammel skrev.
O, du har ei oplevet denne Lyst,
At trykke mig som Digter til dit Bryst!
Jeg har ei nydt den Salighed, at see
Din Moderfryd; jeg deelte kun din Vee.
Og denne Siæl — den fik jeg dog fra dig,
Dit eget Billed skued du i mig,
Din Ild indstrømte du den spæde Dreng
Med Aftenpsalmer ved hans lille Seng,
Du lærte ham i Qval at føle Mod,
Du lærte ham at være øm og god.
Din varme, store Siæl var kun for mørk,
Og Livet var dig længe kun en Ørk.
Hist hviler ved din Fod det stakkels Noer,
Som bragte dig ned i den sorte Jord. —
Hvor er hun? Ak, hun svandt! Hun slumrer sødt;
Thi hist Veninden har hos Gud hun mødt,
Som svæver hen ved Kirkemuren der,
Og seer paa mig ved Maanens Trylleskiær.
Hun hende har om hendes Søn fortalt,
Og hvert et Minde tidt tilbagekaldt.
Sov, elskte Moder! sødt ved denne Sti.
Din gamle Husbond gaaer dig tro forbi
Hver Søndag, naar han iler hisset ind,
Med Orgelklang at røre christne Sind.
Jeg fik i Arv fra ham, imens du leed,
Hans Sundhed, Styrke, og hans Munterhed.
End blusser han i Kraft med hvide Haar,
Og nyder fro sin Vinter som en Vaar.
Har du ei seet mig med de hulde Smaae
I Sommer ofte her ved Porten staae.
Ved Sprinkelværket? Saae du ei din Søn
Med sine Børn at giøre taust en Bøn?
Tilgiv, vi ei kom ind til dig i Aar!
Jeg seer ei gierne Børn paa Kirkegaard.
Du Skygge hisset over Gravens Skiød!
Hvi har du mig bedrøvet ved din Død?
For sværmerisk dit skiønne Hierte foer,
Og kaldte dig for tidlig fra vor Jord.
Hvi har din Ven saa hurtig du forladt?
Jeg seer dit Aasyn i den klare Nat,
Det samme rene Smiil, det samme Blik,
Som kom fra Himlen, og til Siælen gik.
Ak, mindes du, hvor oprømt og hvor glad
Hist med din Ven i Vennekreds du sad,
Og følte dig saa styrket og saa fri
Ved Venskab, Munterhed og Poesie?
Og nu — det er forbi, du gik herfra..
Sov sødt i Gravens Skiød, Amalia!
Huldt for den Hulde. Hvergang Vaarens Luft
Udklækker Martsviolers milde Duft,
En Krands af disse dødligblege Smaae
Din Ven skal om din hvide Urne staae.
Det luftigt, det blege Syn forsvandt.
Og Maanen skiuler sig bag Skyens Kant.
Farvel, du skumle Kirkegaard! tilgiv,
Jeg dig forlader; Livet elsker Liv.
Naar jeg er død, maaskee du mine Been
Skal glemme bag en opreist Kampesteen.
Da mangen Vandrer standse vil sin Gang,
Paa Graven see, og tænke paa min Sang.
Nu iler jeg til Mennesker igien,
Den sunde Siæl er altid Livets Ven,
Det vinker mig, det aabner mig sin Skat,
Og nu, min gamle Kirkegaard! god Nat!