Farvel, du kiære Fredriksberg! Vi ile.
Vel smile
Dine Straaler
Rigeligt i fulde Skaaler
Glæde paa September ned;
Men Vinden hvirvler om de Blade brune.
Det er Lune.
Tidens Rune
Spaaer os din Ustadighed.
Vel er det tungt, i slige Solens Bade
At forlade
Din Sommer;
Men naar atter Vaaren kommer,
Signe vi dig glade snart.
Nu ryster Stormen dine skiøre Qviste.
De briste.
Dette sidste
Eferskiær har ingen Art.
Saa kort kun Solen gule Skov besøger,
Og spøger
Med sin Lue,
For den visne Pragt at skue,
Som sig over Græsset strøer.
Saa gaaer den atter. Mørket ud sig strækker,
Og dækker
Træer og Hækker
Med det lange Taageslør.
Maanen trækker vred i Slørets Folder,
Som holder
Skiult den Skiønne,
At hun ikke kan belønne
Vandreren med kiærligt Skiær.
Ei meer Forelskte sig i Skyggen snige.
Med sin Pige
Himmerige
Finder ingen Beiler der.
Svartalfer nu paa smaae Hrymfaxe-Heste
Os gieste,
Og sætter
Mugne Pletter
Paa den fugtig kolde Væg.
Som Muus de pibe nu i hver en Sprække,
Barnet skrække,
Og dække
Bitte Skoe med grønne Skiæg.
Farvel! Til Byen ile vi. Vi flytte
Spand og Bøtte,
Dyner, Klæder,
Bord og Stol og Sengesteder.
Læsset holder stablet, Alt skal med.
William klapper Hesten; Hans og Lotte
End sig gotte,
Grønne Maatte!
Paa dit kiære Legested.
Farvel, du Slot med lysegule Fløie
Paa den høie
Grønne Bakke!
Alle vi oprigtig takke
For den Lyst, vi fandt i Aar.
Farvel, du Hauge med de staalgraae Bænke!
Vist vi tænke.
Du skal skienke
Samme Glæde næste Vaar.
Nu kiøre Kirken vi forbi, den røde,
Hvor de Døde
Roligt hvile,
Og hvorhen de Christne ile —
Ved den klare Klokkeklang.
Nu Alleen aabner sine Arme;
Liden Varme!
Vinde larme,
Synge Aarets Svanesang.
Saa lad da nu i sine visne Skove
Flora sove,
Øiet lukke.
Lad kun Svanebarmm sukke,
Medens Sneen dækker Høi og Dal.
Snart hun atter skal fra Leiet springe.
Kraftig svinge
Broget Vinge,
Fløite som en Nattergal.