Muser har Glæden, Druen kiær,
Lystighed boer i Rankers Skygge.
Evoe Bacchus! du er os nær,
I dit Ly vor Hytte vi bygge.
Kryster nu Druer!
Evan forstæker Ungdoms Luer,
Venligt han aabner Siæl og Sind,
I vort Bryst strømmer Venskabet ind,
Naar med sit Blik han i Hierterne skuer.
Venus er sød, som Blomst i Mai,
Men hun, som hiin, kan ei forbinde;
Elskeren gaaer sin eensomme Vei,
For at finde sin Siæls Veninde.
Skinsyge Glæde!
Ene da lad Forelskte træde,
Venus kun lider To og To;
Men i Selskab er Evan kun fro,
Og blandt Venner han tager sit Sæde.
Her hersker ingen Nidkiærhed,
Skinsygen ei sin Fakkel tænder,
Skiøndt nu den Ild, som giør Ynglingen heed,
I os alle Forsamlede brænder.
Bacchus forbinder.
Hil dig da, Gud med Purpurkinder!
Aldrig hos dig var Barmen trang,
Du os Hiertet opflammer til Sang,
I din Munterhed Sorgen forsvinder.
Flaccus, du ædle Druens Ven!
Aldrig du dig fra Mindet fierner;
Rhin og Bordeaux nu os skienker igien,
Hvad dig Massiker gav og Falerner.
Sønlige Pligter!
Hil dig, vor Ungdoms elskte Digter!
Glade din Skaal vi drikke nu;
Du begeistred saa tidlig vor Hu,
Og sin Lærer ei Ynglingen svigter.
Hist, hvor dit Bad i Tibur staaer,
Ranken sig end i Gruset slynger;
Murene smuldnes Aar for Aar,
Men din Ære kun Tiden forynger.
Glemmer ham ikke!
Flaccus har lært os elske, drikke,
Kraftigt han sang til Venskabs Priis;
Han var god, han var lystig og viis.
Tømmer Skaalen med funklende Blikke!