Colds Sølvbryllup
Den 18de November 1816.
Den 18de November 1816.
Hvor er saa stor, saa reen en Lyst,
Som Hyttens eget Held?
Den styrker hver en Bondes Bryst
I Dalen og paa Field.
Vel fremmed Fryd behager kort,
Dog den maa snart forgaae;
Men aldrig iler Glæden bort
Fra huuslig Arnes Vraa.
Skiøndt Flora længst i flygtig Dands
Forlod den kolde Mark,
End blomstrer Skovens Egekrands
For Hyttens Patriarch.
For Abraham i Oldingskraft
En Krands af Egens Lag!
Og havde Skoven Blomster havt,
De var ei valgt i Dag.
Ei Fader blot for Ætten her
Med Høstens Sølverhaar,
Mm virksom Fader for Enhver,
Som gavne du formaaer:
Dig sømmer Egen, Egens Blad
Din Isse klæder bedst,
Mens dine Børn i glade Rad
Velsigne høit din Fest.
Sid længe stærk iblandt os her,
Du Statens ædle Mand!
Du Hierte, som har Kunsten kiær,
Og selv den øve kan!
Du Husbond for en kiærlig Viv!
Du Fader for en Slægt!
Velsign ham, Gud! og styrk hans Liv
Med hellig Varetægt.
O, elskte Moder! skulde vi
I dette Festens Lag
Ei siunge høit med Harmonie
Din Sølverbryllupsdag?
Vor Fader skylder dig sin Fryd,
Du lod ham intet Savn.
Den Krands, som tyder stille Dyd,
Har Evighedens Navn.
Gaaer glade hen af Livets Vei,
I lykkelige To!
Philemon, Baucis vare ei
Hinanden mere troe.
Guldbryllupsdagen da engang
Saa karske eder see,
Som Granen med sit grønne Hang
Bag hvide Vintersnee!