„En Billedhugger paa Øen boer,
Som, Digter! maaskee du ønsker at kiende?
I egne Tanker er Manden stor.
Sligt turde letteligt Flere hænde;
Thi Kunstneren, ved Forfængligheds Elv,
Troer altid om sine Gaver det Bedste,
Og elsker — som en Christen — sig selv
Saa høit, i det mindste, som sin Næste.”
„Jeg gierne vil Billedhuggeren see,
Og see de Værker, som ei du roser;
Og raaber du end over Kunstneren Vee,
Jeg bryder mig lidt om dine Skoser.
Forfængelighed — det er en Dunst,
Som baade bedøver Hedning og Christen;
Dertil behøves der ingen Kunst,
Den dyrkes daglig af Prosaisten.”
Da Vennen og jeg saaledes nu
Diærvt havde Sandheden sagt hinanden,
Men med en spøgende, lystig Hu,
Saa Ingen af os blev stødt for Panden;
Gik vi til Billedhuggerens Dør,
At være hans Værkers strenge Dommer.
Der i Boutiken solgte man Smør;
Jeg tænkte: Mon du til Canova kommer?
Hos Cardinalen, man veed jo nok,
Han viste Geniets første Prøve,
Begyndte Kunstnerbanen som Kok
Med en i Smøret udskaaret Løve.
Og deraf kom den bløde Maneer,
Hvormed saa yndigt han fryder Blikket;
Som Thorvaldsen vel i hans Værker seer,
Men finder stundom dog alt for slikket.
Ind traadte jeg til den Olding graa,
Som hilste venligt. I Stuen stillet,
Ved Døren strax i den snevre Vraa,
Jeg saae et underligt Afgudsbilled.
Som Laaget til en Mumie fast
Det monne stirre, med selsom Larve;
Et Træ, der havde mistet sin Bast,
Udskaaret, og malet med broget Farve.
Her, tænkte jeg, Philosophen kan
De første Forsøg i Kunsten studere,
Som Tubal Kain, den stærke Mand,
I Kobberet Verden monne levere.
Afguden i Mexiko tænkte jeg paa,
Paa Baal og Moloch iblandt Carthager.
Tilsidst jeg Utgarde-Loke saae.
For Antiqvaren heel sieldne Sager!
Jeg til den Gamle mig vendte med Agt,
Og sagde: „Det har De reddet i Tide.
Belzoni har det fra Nilen bragt
Formodenlig af en Pyramide?
Der har det staaet to tusind Aar,
Og det var sandelig alt for længe.
Vel, at nu Verden det skue faaer!
Det sælge De kan for mange Penge.”
„Nei,” svared Gubben, „see kun engang!”
(Og strøg sig med Haanden Sølverhaaret)
„Det Jomfruen er af Orleans;
Jeg har af Træet selv hende skaaret.” —
„Ha!” raabte jeg, „nu kan først jeg forstaae,
Hvorledes hun bedøvede Sværdet:
Man aldrig saasnart hendes Aasyn saae,
Før strax man maatte flygte forfærdet.”
Det rører mig altid, naar en Aand,
Der endnu er driftig i den Gamle,
Men med en stiv og uøvet Haand,
Jeg seer i Kunstens Tusmørke famle.
Hvor mangt et Genre er det ei hændt?
Det tabtes, Verden det ei har eiet,
Imens det trivielle Talent
Blier hyggeligt velopdraget og pleiet.