Jeg røger ikke selv Tobak,
Men lider, naar en Anden smøger;
Ei just, fordi jeg Dampen søger,
Jeg hader den i mit Gemak.
Men naar man sidder ved Tobak,
Samtalens Morskab det forøger,
Man efter Æmnet aldrig søger,
Det blier en meer fortrolig Snak.
Og man forlegen ikke blier,
Naar Ingenting man har at sige;
Man lader roligt Røgen stige
Af Kuglen paa sit Tryllespiir.
Det Smøgeren en Mine gier,
Som om han kom fra Tankens Rige;
Og Kiedsomheden selv maa vige,
Blot for en Smule brændt Papir.
Da Lune, Skiemt og Vittighed
Og gode Tanker og Sententser,
Men alt det Andet ei man ændser,
Naar Stilken gaaer fra Læben ned.
For hvad man veed, og ikke veed —
Ei over Maadeholdets Grændser —
Med Mundens Smiil man Hiertet lændser
I gravitetisk Ærbarhed.
Blandt Ligemænd er Smøgen brav;
Men den langt meer har at betyde,
Naar Fyrster os Tobakken byde,
Og naar de selv os Piben gav.
Da skielnes ikke Høi og Lav,
Saasnart som Skyerne frembryde,
Da Skikkelserne sammenflyde,
Og Røgen vorder Rangens Grav.
Vel har man havt Exempler paa
At selv Tyranner lode smøge
De Slaver — blot dem at forsøge —
Som levende de vilde slaae;
Selv Aly Pascha jo man saae
Med Piben i sin Mund at røge,
Og rolig med de Stakler spøge,
Som just han lod til Korset slaae.
Og Fredrik Vilhelm hist ved Spree
(Skiøndt christelig og ærlig Fyrste,
Der efter Blod ei monne tørste,
Ja selv ei efter Viin og Thee,
Men helst drak Øl) tidt lod sig see
I Tabagien, for at børste
Med egen Haand, den gode Fyrste,
Et Medlem; selv saa stærk som Tre.
For en saa farlig Tabagie
Betakke vi os mange Gange.
Hvor Verten Smøgeren giør bange,
Der er slet ingen Harmonie.
Men her, hvor huldt i Sympathie
Vor Hertug udi Danavange
Giør alle Hierterne til Fange,
Her faaer Tobakken først Magie.