Fædreland og Fødeland
I Slesvig.
I Slesvig.
Det er just ei det Samme,
Forvexles ofte jo;
Som Veddet til en Flamme
Forholde sig de To.
Det Første som en Stamme
I Skoven længst mon groe;
Og det blier Luens Amme
Ved Arnens hellige Bo.
Ja, fødtes du, hvor Fædre
Længst levet har for dig —
Saa meget desto bedre!
Da est du lykkelig.
Din Hytte da du finder
Ved Oldtids stærke Muur,
Og Præget ei forsvinder,
Som skienktes din Natur.
Det Sprog, som Fædre taled,
Da taler ogsaa du;
Den Fryd, som dem husvaled,
Husvaler atter nu.
Du ikke sammenligner —
Med Uret eller Ret;
Og Himlen du velsigner,
Som skienkte dig din Plet.
Er Slægten i det Fierne,
I Syd, og du i Nord,
Da funkler som en Stierne,
Men bag et Sørgeflor,
Det Liv, som Fædre blandte,
Som dristigt de forlod;
Og som en fremmed Plante
Du staaer ved Tidens Flod.
Dog — jeg det ikke negter —
Omplantning tidt er skiøn.
Og kom fra Østens Slægter
Ei Nordens tappre Søn?
Dog, det var Folk i Hobe,
De store Sværme gik,
Ei blandte sig en Draabe
Da med en fremmed Drik.
Men fremmed Plante trives
Jo godt i Nordens Grund,
Og Sommeren oplives
Ved hulde Fødselsstund.
Ei nær saa smukke Miner
Nu giorde Høstens Eng,
Hvis skiønne Georginer
Ei her fandt Brudeseng.
De Frugter, som vi søge,
De Blomster, som vi see —
Ei Nordens Eeg og Bøge
Har baaret dem i Snee.
Saa er en saadan Blanding
Vel ogsaa god i Nord;
Og fremmede Bemanding
Frembringer Mandeflor.
Mit Fædreland! du stander
Mit Fødeland saa nær,
Hvor Sprogene sig blander,
Hvor Eidren Bølgen bær.
I Angelsaxer gode!
Her er mit Fædreland.
Nu staaer jeg, hvor de boede
Ved Sliens nære Strand.
Hav Tak, du milde Greve,
Som bød mig med til Giest!
O, her er skiønt at leve,
Her feires Herthas Fest.
Det hulde Sandberg smiler
Svalt i sin Bøgelyst,
Mens Baaden let heniler
Mod, Reventlow! din Kyst.
Men Alting jeg forgiætter
Her under Skovens Green,
Hvor Freia Krandsen fletter
Omkring sit Gravensteen.
Her Siælland selv jeg glemmer
Med store Bøgeskov,
Hvor tusind Fuglestemmer
Høit qviddre Vaarens Lov.
Man Gravensteen maa skue,
Vil man see Freias Lund.
Dets Æble — Nordens Drue —
Tidt qvæget har min Mund;
Nu qvæger Synet Øiet.
O, søde Tidsfordriv!
Her kunde jeg fornøiet
Tilbringe Sommer-Liv.