Frue Menigheds Afskedssang
til
til
sin mangeaarige Lærer, Stiftsprovst Clausen,
sin mangeaarige Lærer, Stiftsprovst Clausen,
paa anden Søndag efter Paaske, den 29de April 1838.
paa anden Søndag efter Paaske, den 29de April 1838.
Ædle Olding! Døden ei
Har os dig, vor Lærer! røvet.
Blomsten springer ud i Mai, —
Og i Høsten falder Løvet;
Men i Herrens Urtegaard
Høst er mere skiøn, end Vaar.
Ofte tændte her din Røst
Haabets halvudslukte Kerte;
Dydsveileder, Styrke, Trøst
For det kummerfulde Hierte.
Blev tilsidst dig Talen tung?
O, din Aand er evig ung!
Skiøndt ei Klokkens vante Klang
Dig til Lærerstolen kalder,
Rører dig vor Takkesang;
Siælen lider ei af Alder.
Vi betale Hiertets Gield,
Men ei sige vi Farvel.
Ei hos os, men dog os nær.
Kan du Klokkens Toner høre.
Ja, hver Søndag, Olding kiær!
Vil du os endnu tilhøre.
Fra dit Kammer, lukt i Løn,
Ane vi din fromme Bøn.
Stum er dog hver Støvets Mund,
Stum for Gud hver jordisk Tunge;
Hvad bevæger Hiertets Grund —
Kan det nogen Stemme siunge?
Men det fromme Bryst, som slaaer,
Hører han — som Alt forstaaer.