Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Naar eensom og allene

        Jeg giennem Landet gaaer,

        Og for de gamle Stene

        Med barnlig Andagt staaer,

        Og paa den Troskab tænker

        Der kraftig ind Dem gav

        Taknemlig, uden Lænker,

        At pryde Heltens Grav;

Naar under Kirkens Bue

        Jeg stander høit omhvalt,

        Og seer den fromme Lue

        Der har beseglet Alt,

        Hvorledes Alt forfalder,

        Hvorledes sørgelig

        Den fromme Manddoms-Alder

        Bag Støvet skiuler sig;

Naar da jeg bleg har fundet,

        At Kraften længst gik ud,

        At Fromhed er forsvundet,

        At Faa kun troe paa Gud,

        Naar da jeg hen vil ile

        Udi din Favn, min Ven!

        For ved dit Blik at smile,

        Og hente Kraft igien;

Og naar da nu jeg finder,

        Du est der heller ey,

        At sørgende Kierminder

        Kun blaane paa min Vey,

        At Intet mig omgiver

        Som støtte kan min Fod,

        Naar nedtrykt da jeg bliver,

        Og taber plat mit Mod;

Da giennem Buskens Gitter

        Hun trænger ind til mig,

        Og rækker mig sin Cither —

        Og jeg er lykkelig!

        Hver Fryd da frem jeg qvæder,

        Hen i mit dunkle Lye,

        Og alle svundne Glæder

        Omringe mig paa nye.