Skiønne Billeder bragte du os, som sig yndigt bevæged,
Ja som i Lidenskab selv stormed med Skiønhed endnu.
Herlig din Valdemar er, en Tragødie digtet med Miner;
Skueren mærkte det knap, at han ei Tilhører var.
Men fremfor hver en Idyl, du os gav, din Fest i Albano
Tykkes mig herligst og bedst, meer end din Valdemar selv.
Thi Tragødien Digterens dog vel egenlig vorder,
Mimen med Blik og med Træk Ordet frembringer dog ei;
Derimod lyder Bevægelsen ham, og Gratiens Guddom
Hylder, Terpsichore! dig villigst i Musernes Chor.
Dette Bevægelsens yndige Spil, — din Elskov, dit Samliv,
O Italia! Land — Eden for Ungdom og Lyst!
Det har os Kunstneren viist i sit prægtigtlevende Billed;
Farver og Tonerne stod troligt Bevægelsen bi.
Intet dit Vid har forglemt: i længstforfaldne Ruiner
Bygger den liflige Slægt Reden, som lystige Fugl.
Landskabet aabner sig huldt; som en Ungdoms blussende Kinder,
Blusser den synkende Sol, farver med Purpur sin Dal.
Da de samles til Bryllup, da lyder den smigrende Cither,
Sækkepiberne selv snøvle med munter Musik
Skielmskt i Ynglingers Haand, som med høipullet Hat og med Blomster
Svinge den elskede Mø, medens en Søster blier gift.
Munken selv med andægtige Fied deeltager i Festen,
Signer det kiærlige Par, fiernes — dog ikke ret langt.
Da kom travleste Vert; som en Helt han kæmper og færdes,
Hele den talrige Sværm qvæger hans Kiøkken og Flid.
Pilegrime sig nærme. Men kun i Masker indtræder
Dandserparret, og Kunst adler den landlige Fest,
Ikke springe de blot for at vise det smidige Legem.
Herlige Basreliefs! Bacchus og Venus sprang frem,
Blomsterne liig af den lukkede Knop; thi Muserne veg ei
Bort fra Italiens Land, Helgene dræbte dem ei. —
Seer du da, koldere Nord! paa Sligt med misundeligt Øie?
Har du Intet, som du viser til Giengield igien
Italienere? hvad med Beundring og Glæde de skue?
Stille! hvad kommer da der? Er det en Ynglingeflok
Bønder i brogede Dragt? Nei, Nordens Sønner dem gieste,
Klædte, som Moder Natur, i den alvorlige Dragt.
Dækt, som Fieldet af Snee, er Hovdet af graalige Filthat,
Mørkt den indhyllende Frak vidner om dæmrende Nat.
Men dog vakker Nordboen er, og den romerske Pige
Foretrækker ham for Gutten fra Tiberens Bred.
Han er Musens begavede Søn, og med Kunst og med Viden
Bøder den flittige Svend kiæk paa hvad negtet ham blev.
Hvad han kan, forundrer dem alt — men naar Grotten sig aabner,
Glemmer for Thorvalds Kunst Romeren selv sin Natur.