Stands ei din Vogn
Ved Aggersogn,
Hvis der forbi du kiører!
Fra hullet Tag
Du Nat og Dag
Kun Suk og Klage hører.
Ved sølvblaa Strand
Rask Fiskermand
Ei længer der du finder;
Det Mod, som ildned Øiet før,
Det muntre Blik forsvinder,
Og Sorgen sidder ved hans Dør
Med blegt-indfaldne Kinder.
Hvad var hans Feil?
Mon spændte Seil
Ei turde Vinden møde?
Mon ræd han laae
I lune Vraa,
Og hørte Stormen støde?
Ei længer stærk
Til Helteværk
Bag Dynen han sig skiulte,
Naar Skade slog sit hvide Skum
Og sorte Vover huulte.
Og med forfærdelige Brum
Op Østenvinden kuulte?
Er slig en Færd
Vel Hielpen værd?
Vi Ladhed understøtte?
Lad feige Flok
Da længe nok
Hentæres i sin Hytte! —
Forsynd dig ei,
Gak ei din Vei
Fra Kummers mørke Bolig!
Din Broder har din Agt fortient,
Han sad ei feig og rolig;
Men Haabet blev til Smerte vendt,
Og Nøden er utrolig.
Du Taler hist!
Din Tunge mist,
Og prøv, om du kan tale.
Tab, Kunstner fiin!
Dit Farveskriin,
Og see, om du kan male.
Du rige Mand
Med Uforstand,
Som ei vil Nøden lindre!
En Tyv tog Guldet af dit Skiul;
Men est du derfor mindre?
Ustadigt løber Lykkens Hiul,
Dets Flugt kan Ingen hindre.
Først Ægir mild
Ei Stimer Sild
I Aar til dem lod komme.
Hvi var han vred?
Det Ingen veed;
Men Garnene blev tomme.
Saa Solens Rand
I Jettebrand
Kun hærged og fortærte;
Pulsvaaden brændte Hedens Glød,
Som stedse Rov begierte,
Og raadne Net den sønderbrød,
Der før en Hytte nærte.
Den Haand, som spandt,
Ei Hampen fandt,
Hvoraf den Net kan tvinde;
Thi uden Skierv
Hvad er Erhverv
Selv for en flittig Qvinde?
Ja, magre Ko
Ved Fiskerbo
Ei Melken gav den Spæde,
Thi Solen svied tynde Græs,
Hvoraf den skulde æde;
Og paa det golde danske Næs
Saae man den Kiække græde.
Med smeltet Aand
Luk op din Haand,
Din Broder hielp, den Arme!
Thi ufortient
Blev Kiækhed vendt
Til Undergang og Harme.
Skal danske Mand
Ved elskte Strand,
Som Træl i Ørken, stønne?
Er Fiskeren ei Kystens Pragt,
Som Urt ved Bækken grønne?
Hil dig, som har ham Haanden rakt!
Alfader vil dig lønne.