Forstanden, Følelsen, Indbildningskraften
Drog ud paa Eventyr en Sommeraften.
De sagde: „Vi var alt for længe sammen;
Nu skilles vi, hver nyder egen Gammen.
I Compagnie vi digtet har saalænge,
Nu hver skal slaae sin egen Harpes Strænge;
Saa nydes Æren først udeelt, den hele,
Som før udstykkedes i trende Dele.”
Men da Fornuften nu og Vittigheden
Ei fandt dem sammen, troede de ei Freden.
De søgte dem. En gammel Qvinde viste
(Hun hedde Sandhed) til en Daarekiste.
Forstanden digted i en Galetrøie,
Og blev bevogtet overmaade nøie;
Bevise vilde han med Knivestikken,
Det ægte Digt, det var Mathematiken.
Indbildningskraften laae paa Gulvet, maled
Det rødt med eget Blod, som Hane galed;
Han bad Dørvogteren, fra Stjernevrimlen
At hente ham Regnbuen ned fra Himlen.
Og Følelsen, med Taarer som en Kilde,
Til Maanen blinked, græd om Natten silde,
Men loe faa høit ad Sol i Morgenstunden,
At Knebel maatte lægges den i Munden.
Og hermed, Børn! er alt Romancen ude;
Thi jeg behøver vel ei at bebude:
Fornuften redded dem fra denne Fare.
„Og Vittigheden?” Den udloe dem bare.