Epilog
til Rahbeks Lystspil Sommeren, opført i en Vennekreds i Anledning af Forfatterens Sølvbryllup, den 31te August 1823.
til Rahbeks Lystspil Sommeren, opført i en Vennekreds i Anledning af Forfatterens Sølvbryllup, den 31te August 1823.
Sommeren forsvinder
Snart med røde Kinder,
Naar den Livet skienket har sin Lyst;
Men ei mindre glæder
Du, i gyldne Klæder,
Frugters Dronning! moderlige Høst!
Vaaren har Violer.
Og ved Sommerstraaler
Blusser Rosen i sin hele Pragt;
Naar du Heden dæmper,
Herlige September!
Dæmper du dog ikke Livets Magt.
Sølvermaanen kaster
Straalen paa sin Aster;
Himlen blinker klar, som Jordens Ven.
Ungdomshaabet svigter
Ofte; men en Digter
Haaber atter i Erindringen.
Digter! og Veninde!
Broderhænder binde
Eder her en Krands, som ei forgaaer.
Ingen Orm den smerter;
Hvad i Vennehierter
Venskab planted, over Graven staaer.
Nyder Høstens Lykke!
Ofte Flora smykke
Eders Hytte, fiern fra Stadens Støi;
Og ved Maanens Smile
Mangen Yngling ile
Glad, som fordum, til dens kiære Høi!
Kunstens Kreds dig hylder;
Ven! hvad hun dig skylder,
Glemmer ei Thalia, glemmer ei
Bag Cypressens Grene
Danmarks Melpomene,
Hun vil plante dig en Glemmigei.
Og mens Bakken reiser
Hist sin Brink, og kneiser
Over Axelstad hver Sommerdag,
Lyder Fremtids Stemme:
„Der den Skiald var hiemme,
Som udbredte Følelser og Smag”.