For femti Aar jeg dig, Fyrstinde! saae
Tidt med din kongelige Broder gaae;
Paa letten Fod du hen i Haugen svæved,
Og i de blonde Lokker Vinden bæved.
Da forekom du mig saa skiøn at see,
Som Freias Rose sprungen ud i Snee.
Da jeg blev ældre, saae jeg ofte dig,
Hvor Axelstad om Vintren fryder sig,
I Musers Hal; og det mig forekom,
Som om du i Thalias Helligdom
Thalia var, den muntre Musa selv,
Der qvæger Sindet med sin Digterelv,
Og som bortgienner Smertens bittre Piil
Med sin Huldsalighed og sine Smiil.
Nu mange, mange Manddomsaar der gik,
For atter jeg at see dig, Hulde! fik.
Med Rosenkind, med Øine lyseblaae
Dog i din egen Datter jeg dig saae.
Hun mødte mig paa Friggas Blomstersti,
Og blev en Musa for min Poesie.
Og her, hidseilet over salten Sø,
Jeg seer dig — Moder for en deilig Ø
Og for en ædel, talrig Fyrsteslægt.
Gud skienke dig og den sin Varetægt,
Saa at din Høst og dine Vinteraar
Maae svare til din Sommer og din Vaar!