„Hvad vil du mig, du stolte Sommerstraale?
Jeg Sympathie med dig har aldrig havt.
Min Isse kan din hede Brand ei taale,
Du svækker Kraften med for stærke Kraft.
Dit Solstik martrer kun, som skarpe Naale,
Og tærer bort al Livets Ungdomssaft;
Det bringer med sig Støv og Qvalm og Tørke,
Saa sang jeg alt som Yngling. Meget mere
Jeg maatte synge siden saa som Mand;
Thi alt som Banen vandres, komme flere
Smaae Anstødsstene, der ei taales kan.
Og derfor bad jeg altid til Cythere:
Formild din Broder, at den stærke Brand
Apollon os ved Solhverv ikke sender.
Jeg elsker Straalen, men ei den, som brænder.
Men nu i Dag, da Odins Ø jeg giested,
Var Heden atter usædvanlig stor.
Det var, som om Æqvator havde fæstet
Sin Luering omkring det kolde Nord.
Spændkraften svandt; jeg følte mig som qvæstet,
Mens jeg i Straalerne til Byen foer.
Apollon saae min Harm, og sendte Heden
Lidt stærkere, for mig at køle Vreden.
„Du Daare!” raabte han, „og seer du ikke
Mit Hverv, og kan du ei min Daad forstaae?”
Da stirred hen i Haugen mine Blikke,
Og skiønne Jordbor, Kirsebær jeg saae,
Som monne Flammen høist begiærligt drikke.
De blege Blomster bleve mere blaae;
Men Bærrene, som sad halvfrosne, døde,
De svulmed, modnedes — og de blev røde.
„Det største Liv kan Ilden ei undvære,”
Qvad høit Apol, „den skienker Modenhed.
Den bedste Farve, mørken Jord kan bære,
Den kommer fra min Guddomsstraale ned.
Den rinder i dit Blod, for dig at nære;
Men Døden intet af min Farve veed.
Paa sunde Læber og paa friske Kinder
Den blomstrer, og med Vinteren forsvinder.”
Da saae jeg hen i Bedet, mens han talte;
Der var en Rosenflor, saa rig og fiin.
Smaa-Alfer med Palet, med Pensel malte
Ved Middagsstraalen dem carmoisin.
De stænkte Purpur, som Apol befatte,
I Friggas aabne gysegrønne Skriin.
Da maatte jeg den Høies Viisdom sande,
Og from-taalmodig visked jeg min Pande.