Det var Skialden Adam,
Drog hiem til Axelstad;
Atter gik han sin vanlige Gang
Ad Biergets Linderad.
Han besøgte den Urtegaard,
Hvor salig Lotte laae;
Med William og Maria
Sad han i Sommer-Vraa.
Skioldungen lod hannem sige:
„Du drage til Sorgenfri,
Læse for mig og min ædelig Viv
Din Reise-Poesie!”
Skialden drager til Skoven,
Traf der det Fyrstepar.
Meer huldsalig imod ham
Vist ingen Borger var.
De sad i lidet Lysthuus
Og hørte hans Viser med Lyst.
Det qvæged Fyrstens Tanke,
Det rørte Fyrstindens Bryst.
Hun plukked Blomster med hviden Haand,
Hun ham de Roser gav.
Sagnet derom skal vorde
En Rose paa hans Grav.
Fyrstinden byder Skialden:
„Nu gak i Hallen ind!
Der er en sielden Udsigt,
Som fryde vil dit Sind.”
Da kom Christian Fredrik:
„Tak for din Poesie!
Til Giengield af min egen Haand
Tag dette Maleri!”
Selv bar han Billedet til ham ind,
Og med bevæget Røst
Et venligt Digt oplæste.
Det var til Skjaldens Trøst.
Og Billedet var af Sødring,
Skiøn Valborgs, Axels Grav;
Men Digtet var af Christian,
Som han sin Digter gav.
Gud signe dig, ædelig Fyrstepar!
Tak for hvert Hæderstegn!
Skialden elsker Oldtids Steen,
Som staaer i Nutids Egn.
Han smykker den med Blomster,
Som her de kiærlige To;
Det glæder ham, naar Krandsen
Den Levende giør fro.
Min Digtekrands er færdig
Og sluttet; saa modtag,
Min elskte, gode Fyrste!
Den paa din Fødselsdag.
Gid mangt et Aar, som Rosen,
Sorgfri — bag Skovens Green —
Din Fødselsdag gienblomstre
Ved Oldtids Bautasteen!