Adam Oehlenschläger (1779–1850)

See Graveren i aarle Stund

I Dødens kolde, sneebedækte Have,

Han hugger i den frosne Bund

Et Hul paa ny blandt de nedsiunkne Grave.

I klare Luft fra Taarnet Klokken klinger,

Mens man en Kiste ned fra Bakken bringer.

Hvo kommer der ved sørgelige Giald,

Hvis Veemodstoner giennem Luften bølge?

En Præst, to Brødre med en gammel Skiald;

Det er det hele Høitidsfulde Følge.

Han ønsked ingen Vidner til sin Klage,

Beskedent traadte Vennerne tilbage.

Thi Venner havde hun, som Faa,

Og Faa, som Camma, Vennerne fortiente.

De skal ei meer til dig paa Bakken gaae,

Hvor Giestfrihed og Munterhed dem vente;

Hvor yndig Vittighed, som Livet fryder,

Dem strax paa Tærskelen velkommen byder.

Hvi døde du i Vintrens Kuld,

Du, alle Blomsters kiærlige Veninde?

Hvi maatte de, fremspiirt af Foraarsmuld,

I store Krands sig ei omkring din Kiste vinde?

Naar næste Vaar den unge Rose kommer,

Den bøier sorgfuld Knoppen i sin Sommer.

Forladt man visne Grønning seer,

Thi ei du vander meer de spæde Buske,

Og maler ei med stærke Farver meer

Paa hvide Bræt de fagre Blomsterdufte.

Hvergang din Hauge, Camma! du besøgte,

Da smiilte Flora selv, og Vestenvinden spøgte.

Men ei kun Blomsterbladet blev

Dit Hierte kiært, du sindrige Veninde!

Det Blad, som Tænker og som Skiald beskrev,

Det yndte du, som Roser og Kiærminde,

Og Sproget kiendte du i hver en Farve,

Der smykte Følelsen som Blomsterlarve.

Det er forbi. Nu staaer du ikke meer,

Og danner smukke Skriin til Vennegave.

I sidste, sorte Skriin jeg seer

Dig langsomt bæres til de Dødes Have.

I treti Aar du bar alt paa din Smerte;

Ei nænte Dødens Haand at knuse store Hierte.

Dit stakkels Legem tær’des hen,

Lidt efter lidt forsvandt de sidste Kræfter;

Men Siælen var dog karsk igien,

Og ei dit Mod gav slap for Angsten efter.

Og hvad til sidste Stund selv Qval ei kunde bøie,

Det var dit herlige, dit tankefulde Øie.

Det nedsank aldrig svagt og mat,

Det mægted ingen Piinsler at fordunkle;

Som Stiernen i sin sorte Nat,

Vi saae det giennem Lidelserne funkle.

Da drag det endelig ved Dødens Stemme;

Dets Engleblik kan ingen Ven forglemme.

Hvor meget sig forandred ei,

Mens Bakkehusets Vraa stod uforandret!

Jeg vandred paa min Ungdoms Vei,

Hvergang jeg ud til Digterhytten vandred.

Nu Tæppet faldt. — Dog nei, du kiære Stue!

End vinker venligt mig din Arnelue.

Der finder jeg min Ungdoms Ven

Paa Bakken, tæt omringt af Floras Dale;

Der skal endnu vi tidt igien

Med Kiærlighed om dig, vor Camma! tale.

Naar ved dit Minde da vort Øie flammer,

Som Stierne blinker du fra Himlen til dit Kammer.

Ja, Margarita! reen og klar,

Med alle Aandens Evner, Hiertets Dyder,

Du var en Perle dyrebar,

Du var, hvad os dit elskte Navn betyder.

Vi sees igien! Den fromme Tanke trøster

Din Mand, din Slægt, din Ven, din Broder og din Søster.