Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Holbøll

Fremsagt ved en Mindefest i det Dramatisk-Litteraire Selskab,

hvor den Afdøde havde været Æresmedlem.

Den 4de Marts 1829.

Vor Kreds! ak, savner du igien
En ædel Ven?
Har Døden ham os røvet?
Ja, kort er Jordens skiønne Glands,
Og Tidens Krands
Snart visner, taber Løvet.
Men, Fader! paa dit Almagtsbud
Blev Evighed os givet,
Og Siælen flagrer til sin Gud,
Naar Støvet taber Livet.

Vor Holbøll, viis og elskelig!
Hvo kiendte dig,
Og skatted ei dit Hierte?
Thi huld, som Flora, var din Aand;
Hun ved din Haand
Besøgte Nordens Herthe.
Et Tempel har du hende bygt,
Det efter dig skal stande,
Hvor alle Væxter blomstre trygt
Fra Jordens fierne Lande.

Som i et Trylleslot man der
Kan finde hver
Guds Urt, hvorom man leder;
Der Palmen tæt ved Birken staaer,
Og Granens Haar
Berøre grønne Ceder.
Der ingen Væxt er det formeent
Ved eget Værd at gielde;
Selv staaer i Bedet, luget reent,
Den haardtforfulgte Nelde.

Vor Holbøll! i Naturens Skiød
Du Livet nød,
Og lærte blide Sæder.
Den Efterlevende nu staaer
Ved sorten Vaar,
Og Venneøiet græder.
Men Kiærlighed fortvivler ei,
Og mild er Vennetaaren;
Hist finder du en bedre Mai,
Der blomstrer evig Vaaren.

De smaae Guds-Engle møde dig
I Himmerig;
Med Blomster hver en Engel.
Som falmet Blomst dit Hoved her
Sig heldte; der
Det kneiser paa sin Stængel.
Der slører ingen Taagedamp
Dit vennehulde Øie;
Thi Sløret brast i Dødens Kamp,
Du skuer i det Høie.

Her var du os en sielden Ven;
Saasnart igien
Din Lige vi ei finde.
Derfor skal ærligt Broderord
I Broderchor
Høit lyde ved dit Minde.
Thalia mangen Glæde nød
Med dig i Livets Scene,
Og derfor klager ved din Død
Den rørte Melpomene.