Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Ved gamle Leires Kilder fro

Sit Hiem alt monne vælge,

Sit Viisdomssæde, Konning Hro,

Mens vildt omstormed Helge.

Det lang Tid blot var Kongers Grav;

Men Fredrik Liv det atter gav,

Til Kundskabs Hiem, til Viisdoms Bo

Han atter det mon vælge.

I gamle Roskilds Dale flød

Gud Mimers egen Kilde.

Der Gubbens Raad til Folket lød

I Skoven tidligt, silde.

Den skiønne Kilde gav Forstand.

End sprudler Mimers Kildevand,

Dets Bæk sig over Landet gød,

For ei sin Kraft at spilde.

End lever Mimer og Kong Hro

Paa disse hellige Steder,

Og derfor Herthadalen fro

Med Egeløv sig klæder.

Til Mægler gav os Frederik

En Mand, hvis Siæl staaer i hans Blik,

Hvis Tanke steds til Hiertet gik.

I Mimers Spor hans træder.

Det er i Dag hans Fødselsdag;

Thi samles vi, du Blide!

Ei for — som tidt i tvivlsom Sag —

Om Meninger at stride;

Nei, deri er vi enig hver:

At Ørsted er os alle kiær,

For Landet heelt, for Hver især.

Og det skal Saga vide.

Hun vide skal, at vi engang,

Hvor hendes Runer stande,

Om Anders Sandøe glade sang,

Og vandt omkring hans Pande

Uvisneligt det ægte Løv,

Som Tiden smuldner ei til Støv.

Thi Folkets Røst og Skialdesang

Skal sig med Fremtid blande.