Adam Oehlenschläger

Sang

Kom jeg, Siælland! paa din Ø

Til et Sund, hvor saa blaat de Smaabølger henglide,

Hvor mig Klinten hist, som Mø,

Stolt i Luft viser Barmen, den hvide;

Gik jeg i den lave Dal

Til et Taarn, hvor en Helt var i Oldtiden hiemme,

Nær den skiønne Bøgesal,

Hvor tidt Nattergal hæver sin Stemme —

Da mit Langspil lyder med Klang,

Da med Fynd jeg siunger min Sang,

Sætter mig ved Hyttens Dør

Strax paa Bænken, som Skialdene før.

Holder Gubben i sit Huus

Freias Fest med sin Viv for den elskede Datter,

Lyder høit ved Horn og Kruus

Glade Frænders og Giesternes Latter;

Er den unge Brud saa ven,

Som din Æskemø, Freia! fra lyse Sesvarne —

Da jeg siunger strax igien

For et Smiil — ei for Krone, som Hiarne.

Freias Mø mig altid var kiær,

Sær det Barn, som smiler os her;

Blomsten, som nu rødmer smukt,

Skienker Ætten og Fremtiden Frugt.

Drak den unge, bolde Mand,

Som af Frigga blev viet til huldsalige Pige,

Mimer! af dit Kildevand;

Er han Broder i Aandernes Rige —

Sangen lyde med for ham!

Seent i Høst blev ham Rosen i Hallen indbaaren;

Freia i sin Fiæderham

Har den plukt, og selv bragt den fra Vaaren.

Fletter Astrens brogede Krands,

Hylder Festen med Spil og med Dands!

Peter Koster og hans Viv

Spaae vi alle det gladeste Liv.