Selsom rørt jeg blev til Mode,
Da jeg ind i Kirken kom.
Atter jeg mig træde troede
For min Barndoms Helligdom.
Jeg ved Norges fierne Bierg
Troede mig paa Fredriksberg.
Giennem Vindvet skinte Solen,
Mens jeg sad hos Blom i Stolen.
Mindet paa sin Englevinge
Da besøgte mig forvist.
Orgelet jeg hørte klinge.
Men saae ingen Organist.
Da, min salig Fader! du
Venligt stod for Skialdens Hu.
Følelsen mig overvælded,
Du var hos din Søn paa Fieldet.
Skibet, som nu ikke længer
Findes i min Kirke der,
End i Drammens Kirke hænger;
Ja, jeg saae det atter nær,
Som i Barndoms glade Dag,
Vaie med det danske Flag:
Hvide Kors — et venligt Møde —
Uforandret paa det Røde.
Sikkert aldrig jeg forglemmer
Sangen fra det norske Chor;
Disse klare Drengestemmer
Med den varme Kingos Ord
Til den skiønne Melodie,
Som giør Siælen hellig fri,
Gienklang af den Kraftens-Ode:
Styrket Kirken jeg forlader
Ved den fromme Talers Kraft.
Nu Farvel, Aand af min Fader!
Hvis Besøg min Aand har havt.
Snart igien ved Vandringsstav
Daglig hilser jeg din Grav.
Hvis du leved, var tilstede —
Hvor min Fryd dig vilde glæde!