Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Du skiønne Stockholm, skiønneste blandt Stæder,

        Som Skialden traf paa Livets Vei!

Dig jeg forlader, dine Glæder;

        Men Mindet mig forlader ei.

Imellem Sigtun, Axelstad du kneiser,

        Dig speiler i Mælarens Vand,

Og lønner vel den Vandringsmand, som reiser

        Fra sydlig Vrimmel til din Strand.

Ja, skiønne Stad! i dig vel Kunsten trives,

        Hvor Gustafs Snille viser stærke Spor,

Hvor Aanden i Erindringen oplives

        Af mangen Drot og Kæmpe stor.

For Thorvaldsen, Canova skienktes Jorden,

        Alt hørte Sergel Stockholm til,

Og glæder, som vor Thorvald, Norden

        Med fine Marmor-Skuespil.

Og Sandberg, Fahlcrantz, Bystrøm, Quarnstrøm viser,

        Og Sødermark, og Fogelberg,

At endnu Valhals skiønne Diser

        Besøge Freiers Heltebierg.

I eders Kunstnermidte skal jeg træde,

        Og Broderen fra Kiøbenhavn

I unde vil den ufortiente Glæde,

        At skrive først i Bogen her sit Navn?

Han skriver det, men kun for at frembære

        Taknemligheden, som hans Hierte bød,

For alt det Venskab, al den Ære,

        Den danske Skiald i eders Tempel nød.